Kategori: Ikke kategoriseret

Paradigmeskiftet har således fået konsekvenser for museernes formidlingsområde, idet formidling
ikke længere kan betragtes som en envejskommunikation. Formidlingen betragtes i dag mere som en
dialog mellem museet og dets brugere, og det stiller krav om øget brugerinddragelse i formidlingen.
Den digitale kultur kan i denne sammenhæng give nye muligheder for en styrket kommunikation ikke
bare til de eksisterende brugere men også til flere potentielt interesserede brugere. Informations- og

kommunikationsteknologierne giver museerne mulighed for at udvide deres fysiske rum, men udfor-
drer samtidig den traditionelle viden om brugerne – for hvem er de digitale brugere og hvilke krav

stiller disse til museumsoplevelserne? Derudover er IKT med til at udfordre de traditionelle forhold
mellem afsender, indhold og modtagere, fordi de digitale kommunikationsformer i høj grad er styrede
af interaktion og brugerinddragelse. Jeg vil i næste kapitel give en grundig teoretisk udfoldelse af de
mest centrale kommunikationsteorier, som vil kunne bruges som et konkret fundament til at udvikle
kommunikationsstrategier og museumsoplevelser ud fra.

4. KOMMUNIKATIONSTEORIER
Dette kapitel vedrører kommunikationsprocesser på et teoretisk mikroniveau og gennem konkrete

manifestationer på et større samfundsmæssigt og museologisk makroniveau. Jeg introducerer en ræk-
ke grundbegreber, der vil blive knyttet til at beskrive kommunikationsformer, som foregår ved anven-
delse af IKT. Begreberne vil dels blive brugt til at illustrere to karakteristiske Web 2.0 kommunikati-
onsmønstre og dels blive konkretiseret i mine løsningsforslag.

4.1 HVAD ER KOMMUNIKATION?
Etableringen af kommunikation som videnskabelig disciplin opstod i årene efter 2. Verdenskrig, hvor

især ingeniørerne Claude E. Shannon og Warren Weavers kommunikationsmodel fra 1949 bredt ac-
cepteres som kimen til den videre forskning inden for feltet (Fiske, J. 1982, p.6; Askehave, I. & Norlyk,

B. 2006, p.34). Denne model har været genstand for megen refleksion og har dannet afsæt for videre-
udviklingen af kommunikationsfeltet som et mangefacetteret og multidisciplinært område, hvilket et

omfangsrigt antal kommunikationsmodeller illustrerer. Shannon og Weavers kommunikationsmodel
har eksempelvis inspireret en række humanistiske discipliner som sociologi, psykologi, filosofi og
lingvistik til at formulere deres forskning i modelform, og disse discipliner har så ligeledes sat deres
aftryk i kommunikationsforskningen. (McQuail, D. & Windahl, S., 1982, p.7; Askehave, I. & Norlyk, B.
2006, p.34). Kommunikation som videnskabelig disciplin kan derfor ses som en integration af teorier

ring af museernes fem ansvarsopgaver, så det nu ikke er bevaring og registrering af samlingen, der
står højest på dagsordenen, men formidlingen af samlingen. Med dette fokus på formidling følger også

et fokus på formidlingsformer, og med udbredelsen af internettet og den hastigt voksende informati-
onsteknologiske udvikling er mulighederne mange. For nogle museer anses informationsteknologien

netop som en kærkommen løsning på de udfordringer, de står over for, mens den for andre synes
uoverskuelig og risikabel, fordi informationsteknologien også er med til at rokke ved selve museernes
autoritet og identitet. I dag er det ikke længere tilstrækkeligt for museumsinstitutionerne at udføre de
forpligtelser, der vedrører deres daglige virke inden for murerne, museerne må yderligere forholde sig

til en større vifte af samfundsmæssige og politiske tendenser – det være sig stigende og forskelligarte-
de forventninger fra publikum, en skærpet konkurrencesituation fra andre kultur- og oplevelses-
centre, eller krav fra politisk hold om øget synlighed, tilgængelighed og skærpet profilering lokalt såvel

som internationalt (Bysted-Sandberg, M. & Kjeldsen, A. K., 2008, p.8). Eilean Hooper-Greenhill opfor-
drer museerne til at udnytte og tage kontrol over de nye udfordringer, som informationssamfundet

fører med sig frem for blot at lade stå til. Museerne står med en oplagt mulighed for at genskabe deres
identitet ved at ændre på de kuratoriske metoder og på de traditionelle museums- og brugerroller

(Hopper-Greenhill, 2004, p.570). Udviklingen mod nye værdier og strategier kan ifølge Hooper-
Greenhill spores inden for fire områder:

 Nye professionelle arbejdsområder:

Den museumsfaglige enerådige autoritet forsvinder til fordel for et kuratorisk samarbejde mel-
lem inspektører, formidlings- og kommunikationsmedarbejdere og undervisere, så formidlin-
gen ikke kun tager udgangspunkt i samlingerne, men i viden om publikum og deres forskellige

baggrunde.
 Differentierede brugere:
Begreber som publikum og ”den generelle offentlighed” er ikke længere beskrivende for de
forskellige individer, der besøger museerne. I stedet opstår begreber som ”besøgende” og

”brugere”, som er bedre egnede til at beskrive, at besøgende besidder forskellige og individuel-
le karakteristika, erfaringer og interesser. Kvantitative og demografiske brugerundersøgelser

kan udvide forståelsen af de forskellige typer af brugere og deres differentierede behov og in-
teresser.

 Nye stemmer:
Som en konsekvens af anerkendelsen af differentierede brugere forsvinder den autoritative
stemme til fordel for flere perspektiver. Udstillinger evalueres og tilrettelægges i forhold til de
forskellige typer af brugeres læringsstile og interesser.

onssamfund, hvilket er præget af hyperkompleksitet. Når ”samfundet er kommet i tvivl om sin egen

selvbeskrivelse” får det ifølge Qvortrup betydning for vores forståelse af, hvad information, kommuni-
kation, læring og teknologi er, hvilket de følgende kapitler vil illustrere (Qvortrup, 2000, p.11).

I museumssammenhæng kan konsekvenserne af den ændrede samfundsforståelse identificeres i ud-
viklingen af den ”ny museologi”, der stiller spørgsmål ved traditionelle museale processer, og i praksis

kan forandringen identificeres som et fokusskifte, hvor museernes blik nu er rettet ud af museet mod

publikum frem for et tidligere fokus på samlingen inde i museet (Løssing, A. S. W., 2009, p.9). Muse-
umsinstitutionen er ved at åbne sig op og ryste sit lidt støvede image af sig som et tempel. Arkitekto-
nisk er mange museer gennem tiden blev bygget som ophøjede monumentale bygninger med tydelige

referencer til eller som direkte kopier af templer, som ofte forbindes med aura, magt, visdom, fordy-
belse og rituelle ceremonier (Hooper-Greenhill, 2004; Duncan, C. 1995). Placeringen er ofte tilbage-
trukket med stort anlagte haveanlæg og mange trapper, der skal forceres, grandiose indgangspartier

med marmorskulpturer, friser og søjler, der alt sammen medvirker til at sætte stemningen for oplevel-
sen. Med tiden har denne oplevelse fået en ekskluderende effekt, fordi udvælgelsen og principperne

for præsentationen af genstandene ligeledes har været svært tilgængelig for den almindelige sammen-
satte befolkning (Kulturarvsstyrelsen, 2009a, p.11). Den canadiske museolog Duncan F. Cameron be-
tegner denne udvikling som det ekskluderende museum, der er rodfæstet i den demokratisering af kul-
turarven, som fandt sted i 1960’erne (Løssing, 2009, p.10). Med oprettelsen af Kulturministeriet i 1961

gennemførtes et omfattende kulturpolitisk reformarbejde, der kan sammenfattes under begrebet
”demokratisering af kulturarven”. Denne kulturpolitik byggede på et ”dannelseskultursyn” med det
erklærede formål, at gøre kunsten og kulturen tilgængelig for alle, så den kunne medvirke til at oplyse
og danne den brede befolkning (Duelund, 1995, p.36). Museerne fik hermed en vigtig opdragende
funktion i samfundet, men allerede fra 1970’erne begyndte en gradvis nedbrydning af det idégrundlag,

der lå bag oplysningstidens museumsprojekt. Opfattelsen af kultur skiftede fra et snævert kulturbe-
greb, der angik ”finkultur”, til et pluralistisk kulturbegreb, som omfattede flere delkulturer med for-
skellige udtryksformer (Ibid). Den afgørende forskel var, at kulturen blev forstået som en proces frem

for den tidligere opfattelse af kultur som statiske genstande. Den generelle samfundsmæssige over-
gang til det postmoderne hyperkomplekse samfund har ligeledes været kendetegnet ved en nedbry-
delse af universelle sandheder og autoriteter til fordel for et pluralistisk, relativt og mangfoldigt ver-
denssyn. For museumsinstitutionen har det betydet, at der ikke længere kun er én stemme, den kura-
toriske, men flere. Museerne begyndte derfor i 1970’erne at lave brugerundersøgelser, men er dog

ifølge professor i museologi Eilean Hooper-Greenhill først fra 1990’erne blevet opmærksomme på
forhold omkring, hvordan publikum forstår, fortolker og oplever de kuratorisk formidlede genstande
(Hooper-Greenhill, E., 2004, p.563). I Danmark kan denne udvikling ses i de seneste års skift i

seologi, der har præget feltet. Siden er der dog fremvokset en hastigt stigende interesse, udvikling og

accept af museologien som en teoretisk disciplin, og denne peger i retningen af en såkaldt ”ny museo-
logi” (Ingemann & Larsen, 2005; Larsen 2001). Forskellen mellem en ”ny museologi” og en ”gammel

museologi” kan sidestilles med opdelingen af museologien som en praktisk redskabsdisciplin og en
videnskabelig disciplin; fokus er skiftet fra, hvordan man udfører musealt arbejde til hvorfor man

overhovedet har museer, og hvorfor folk vælger at besøge dem (Ingemann & Larsen, 2005, p.9). Teore-
tisk fokuseres der eksempelvis på museets rolle i samfundet. Museolog og tidligere formand for ICOM

Hugues de Varine har fremhævet museets nye rolle som en slags folkets universitet – et sted for re-
fleksion og diskussion af de spørgsmål, som forskellige individer og sociale grupper stiller sig selv

(Ibid). I samme tråd har museologen Friedrich Waidacher understreget betydningen af museumsbe-
søget som en subjektiv oplevelse, som museerne må søge at forstå i stedet for at formidle viden, som

var det en generel og objektiv størrelse (Waidacher, F., 1997, p.100). En af de største forandringer i

den museologiske disciplin, såvel som i mange andre henseender, er, at brugerne er kommet i cen-
trum. For museerne betyder det, at de dels må kende deres brugergrupper bedre for at kunne formidle

målrettet, og dels at brugerne selv stiller krav til museumsoplevelsen – hvilket i værste fald kan bety-
de, at de bliver væk, hvis ikke deres behov og forventninger imødekommes. Det er altså ikke kun den

museologiske disciplin, der er på vej over i en ’ny museologi’, i praksis er det selve museet som institu-
tion og fænomen, der er under forandring.

3.3 ET PARADIGMESKIFTE I MUSEUMSINSTITUTIONEN
”Hvordan skal fremtidens museum se ud?” Dette spørgsmål kan lige nu læses på Kulturarvsstyrelsens

hjemmeside, hvor man frem til 2011 kan deltage i en åben debat om de danske museers rolle i fremti-
den. Debatten er et led i en større udredning, der vil komme til at danne grundlag for en eventuel revi-
sion af den eksisterende museumslov, idet der eksisterer et stigende behov for at få fastsat museernes

fremtidige rolle og funktioner.15 Spørgsmålet om museernes fremtidige rolle er blevet diskuteret ivrigt
i nyhedsmedier og tidsskrifter, på årlige museumskonferencer og seminarer, og senest har debatten
for alvor taget fat gennem forskellige museumsfaglige blog-fællesskaber, som er blevet skabt med
henblik på netop at diskutere de mange udfordringer og muligheder, som museerne står over for i
dagens informationsteknologiske samfund.16 Forandringerne inden for museumsinstitutionen har rod
i de større samfundsmæssige politiske, sociale og kulturelle forandringer, der prægede slutningen af
det 20. århundrede og som af Qvortrup betegnes som overgangen fra industrisamfund til et

Hvad kendetegner den digitale generation og hvordan kan museerne ved hjælp af IKT kommunikere mål-
rettet til denne målgruppe? Hvilke krav og forventninger har den digitale generation til museumsoplevel-
serne og hvordan kan disse imødekommes gennem IKT?

Mit bidrag skal ses som overordnede løsningsforslag, som museerne vil kunne benytte som et grundigt
teoretisk funderet udgangspunkt til at justere deres kommunikation i forhold til, men disse vil dog
skulle benyttes med udgangspunkt i det specifikke museums formål. Det er museets indhold, der skal
være styrende for anvendelsen af IKT og ikke omvendt. Jeg har valgt at inddrage to konkrete museer,
Danmarks Fotomuseum og Holstebro Museum, som en praktisk belysning af, hvordan løsningsforsla-
gene reelt vil kunne implementeres i henholdsvis et lille kommunalt museum og i et større statsstøttet
museum.

1.3 BAGGRUND FOR SPECIALET
Dette speciale er produktet af en idé, der opstod under min grunduddannelse i Kunsthistorie med
supplering i Museologi. Gennem mit teoretiske og praktiske arbejde med museerne i Danmark erfare-
de jeg, at museernes formidling kun i begrænset omfang benytter sig af informations- og kommunika-
tionsteknologierne, hvilket kan resultere i, at museerne mister deres relevans for de museumsbrugere,
der til hverdag er vant til at kommunikere gennem IKT.

Med min efterfølgende kandidatuddannelse i
Webkommunikation har jeg fået en grundig lærings- og kommunikationsteoretisk indsigt til at vurde-
re, hvorfor det forholder sig sådan og mere konkret hvilke muligheder og begrænsninger IKT som
kommunikations- og læringsmiddel kan medføre i praksis. Dette speciale er et forsøg på at bidrage
med et webkommunikationsteoretisk perspektiv, der kan identificere og udpege nogle konkrete løs-
ningsforslag til, hvordan museerne kan udnytte digitaliseringen konstruktivt og fremadrettet, så de
vedbliver at være relevante og måske endda mere benyttede end de er i dag.

I to netop udkomne undersøgelser af de statslige og statsanerkendte museers brugere og webbrugere i Danmark fremgår det, at en tredjedel af
befolkningen aldrig kommer på museum, en anden tredjedel kommer der sjældent, mens kun den sid-
ste tredjedel af befolkningen benytter museernes hjemmesider.

De 14-29-årige, de såkaldte ”Digital
Natives”, der er opvokset med internet (Prensky, 2001), er stadig den mindst repræsenterede bruger-
gruppe på de danske museer og deres hjemmesider og samtidig den mindst tilfredse brugergruppe
(Kulturministeriet, 2009 og 2010). Da denne gruppe repræsenterer fundamentet for museernes frem-
tid, er det derfor væsentligt, at museerne forholder sig til, hvordan de kan udnytte den informations-
og kommunikationsteknologiske udvikling til at imødekomme den digitale generations krav og for-
ventninger til museernes kommunikation og museumsoplevelser, så museerne kan vedblive at være
relevante. Brugerundersøgelserne forholder sig imidlertid kun til de traditionelle brugergrupper og
slet ikke til, hvad der kendetegner denne nye generation, som adskiller sig afgørende fra museernes
traditionelle brugere. De danske museer mangler viden om deres nye kommunikationsplatform, web-
Den digitale generation på museum bet, og om hvordan de kan målrette deres webkommunikation til en brugergruppe, som de ikke har

nogen konkret viden om. Dette speciale tager derfor afsæt i den hypotese, at hvis museerne skal sikre
deres fremtidige grundlag som formidlere af kulturarven, må de justere deres eksisterende formid-
lingsindsats i forhold til større viden om IKT og om den digitale generations internetvaner, interesser,
motivationer og kompetencer. Men ét er dog at kommunikere målrettet til brugergruppen ved hjælp af
IKT, noget andet er at udvikle relevante digitale oplevelser, der vil øge gruppens tilfredshed med mu-
seumsoplevelsen. Dette speciale vil derfor forsøge at bidrage med en segmentbeskrivelse af den digita-
le generation og på baggrund af denne udvikle en række løsningsforslag til dels hvordan museerne ved
hjælp af IKT kan kommunikere effektivt til målgruppen, og dels hvordan de vil kunne øge gruppens
tilfredshed med museumsbesøget.

1. INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING
Dette speciale tager udgangspunkt i den aktuelle debat om de danske museers fremtidige rolle i et
samfund, hvor digitaliseringen har medført nye krav og forventninger fra politisk hold såvel som fra
museernes brugere. De yngre museumsbrugere vokser op i et radikalt anderledes samfund end deres
forældre, som udgør museernes nuværende kernebrugere.

Samfundet har gennemgået en paradigma-tisk udvikling og bliver betegnet som et postmodernistisk og hyperkomplekst videnssamfund, hvor
den informationsteknologiske udvikling har ændret fundamentalt ved traditionelle kommunikations-
og organisationsformer (Qvortup, 2000; Prensky, 2001; Castells, 2003; Tapscott, 2006). Med udviklin-
gen af World Wide Web har vi fået en helt ny kommunikationsplatform, som i dag populært betegnes
som ”Web 2.0”. Det er et helt nyt kommunikationsunivers, hvor traditionelle kommunikationsformer
nedbrydes til fordel for horisontale netværk af distribuerede brugere, der interagerer, samarbejder og
producerer ud fra en demokratisk, social og åben ideologi om at deltage til det fælles bedste (Castells,
2003).

Webbet har tilført museerne et udvidet kommunikationsrum, men er samtidig medvirkende til at ud-
fordre museernes autoritet og funktion. Hvordan skal museerne bruge webbet, hvem er webbrugerne,
hvordan skal de kommunikere til disse digitale brugere, og hvilken funktion har webbet for museernes
rolle? Måske er det sådanne spørgsmål, der ligger til grund for de danske museers noget tilbagehol-
dende anvendelse af webbet og af informations- og kommunikationsteknologier (IKT) sammenlignet
med museer i eksempelvis USA, England og andre europæiske lande, hvor den digitale udvikling i
mange tilfælde bliver anset som en oplagt mulighed for at udvide og forny relationerne og kommuni-
kationen til brugerne og deres oplevelser af kulturarven.

Under projektforløbet har jeg skiftet mit logo, min menu
layout og footer tekst placeringen. Fordi jeg har fået
kommentarer fra mine testpersoner og lavet C.R.A.P
analyse og som viste at jeg skulle skifte det, for at få et
bedre design og en professionel hjemmeside.
C.R.A.P analysemetode havde en meget stor rolle i mit
projekt. Man kan få et flot design og flot hjemmeside,
hvis man forstår principperne af C.R.A.P.

Efter har jeg lavet html siden, har jeg valideret
det og uploadet min server. Derefter er jeg
startet med at skrive min synopsis. I starten
var det lidt svært da jeg ikke kunne skrive
pænt og heller ikke skrive meget på dansk
pga. mit begrænsede . Men jeg har fortalt
om mine projekter, mine roller i projekterne
og mine udfordringer i projekterne. så det
var nemmere at skrive. Jeg har designet min
synopsis i InDesign og ved hjælp af læreren
i vejledningen. Hun har vist mig hvordan
man lave kan en tekstboks til hele siden.

Så har jeg lært InDesign strukturer, jeg har
også brugt Adobe Illustrator til at lave ikoner.
Under Projektforløbet har jeg skiftet mit logo,
min menu layout og footer tekst placeringen.
Fordi jeg har fået kommentarer fra mine
testpersoner og lavet C.R.A.P analyse og
som viste at jeg skulle skifte det, for at få et
bedre design og en professionel hjemmeside.

Så man søger kontrast i farverne og sætter
forskellige header i hjemmesiden. Det gør
at brugeren kan få mere brugeroplevelse
når de besøger hjemmesiden. Alignment
er også en vigtig del af analysen. Jeg
prøvede at få samme padding og margin
størrelse i hoved container på forskellige
sider. Jeg har brugt C.R.A.P analysemetoden
to gange for at få et bedre resultat.

Man kunne tænke over Design Thinking
modellen når vi tester vores produkt og finder
en ny udvikling, går man tilbage og tester den
igen. Derfor har jeg lavet analyse to gange.
Jeg har glemt at skrive nogle opgaver
ind på portfolio siden, så dem har jeg
fået udfyldt. Jeg har prøvet at give et
pænt design til min portfolio side selvom
det ikke var noget krav til eksamen.

Hele 1 semester har vi lært mange forskellige
emner, digital værktøj, planlægning,
gruppearbejde, analysemetode, testmetode
og vi skulle bruge dem på vores profil
hjemmeside. Så det er en god idé at lave dem
praktisk. Vi skulle gennemgå hele semesteret.

Html og css kræver lidt praktik, så derfor synes
jeg at dette projekts mål er at ramme vores
udviklings periode. Der er mange i klassen
som ikke har kendskab til html og css. Men de
har fået en praksis periode med dette projekt
og lært mere dybde og avanceret kodning
og en bedre forståelse over cms system.

Jeg har en bag uddannelse og mange
års erfaring med WordPress. Derfor var
det ikke svært for mig at arbejde med
portfolio projektet. Men det var alligevel
lidt stressende, fordi jeg havde fået pres
om lærerens forventninger, fordi at de godt
vidste jeg var god til at bruge html og css og
jeg skulle lave en design hjemmeside for at
opnå deres forventninger. Da jeg viste mine
html sider til læreren i vejlednings perioden,
sagde han at jeg godt kunne lave en bedre
hjemmeside. Jeg prøvede at bruge mine
kompetencer som jeg har lært fra 1. Semester.

C.R.A.P analysemetode havde en meget
stor rolle i mit projekt. Man kan få et
flot design og flot hjemmeside, hvis man
forstår principperne af C.R.A.P. Kontrast
farver og font size er en del af analysen.