Kategori: Ikke kategoriseret

hvor det er taget og med hvilken type kamera. Derudover bliver brugerens andre fotografier vist som
små ikoner, man kan vælge at kigge nærmere på. Nederst på siden (fremgår ikke her) er der mulighed
for at kommentere billedet, hvilke mange som regel gør.

Flickr kan karakteriseres som et socialt medie, fordi det bygger på værdien af at udveksle billeder i et

netværk med andre ”fotografer”. Kommunikationsformen kan derfor være både konsultativ og kon-
versationel. Den konsultative interaktion kan foregå ved at kommentere hinandens billeder og den

konversationelle ved at brugerne gennem dialog i Flickr-bloggen skaber albums og udveksler erfarin-
ger og viden om emner, de finder interessante. Flickr har endvidere funktionen Flickr World Map,

hvor brugere ”geotagger” byer rundt om i verden, så man eksempelvis kan se billeder af Herning, som
er taget af andre brugere:
Mulighederne er mange for amatørfotografer såvel som professionelle eller helt almindelige brugere,
der bare vil dele eller organisere sine billeder uanset kvaliteten. Danmarks Fotomuseum kan bruge
Flickr ud fra flere formål. Det primære og overordnede formål kunne være at skabe et netværk for
museets brugere, og eventuelt med tiden få spredt budskabet til andre fotointeresserede, som måske
ikke i forvejen er brugere af Fotomuseet. Brooklyn Museum har oprettet en såkaldt pro-user profil på
Flickr36, hvor dets mission står beskrevet, sammen med åbningstider og hvor det ellers kan findes på

nettet (Facebook, YouTube, Twitter, MySpace). Derudover er der billeder fra museets samlinger, akti-
viteter (”Sets”), brugernes billeder, et kronologisk arrangeret arkiv over tidspunkterne for hvornår

billederne er taget og nogle af museets favorit-fotografier:

Ligesom Holstebro Museum fungerer brochuremuseet heller ikke her til at kommunikere til den digi-
tale generation eller til at tiltrække den til at benytte museets oplevelser og tilbud. Selv for museets

kernebrugere er tilbuddene og aktiviteterne gemt for langt væk til at friste dem til at komme igen. Jeg
vil nu komme med nogle løsningsforslag til, hvordan museet vil kunne ændre deres lidt støvede og
statiske profil til et mere levende og inddragende museum ved at anvende IKT.
7.2.4 IKT SOM MIDDEL TIL AT MÅLRETTE KOMMUNIKATION OG MUSEUMSOPLEVELSER

Da Danmarks Fotomuseum beskæftiger sig med visuel kommunikation i både teknisk forstand gen-
nem fotografiapparaterne og i mere kunstnerisk forstand gennem fotografier, burde det kunne lade sig

gøre at finde muligheder i teknologideterminismen. Måske kan digitaliseringen og den digitale genera-
tion netop give museet en fornyet værdi og relevans. Den digitale generation har en anden viden og

nogle andre kompetencer end dens forældre og bedsteforældre og omvendt. I Fotomuseets tilfælde ser

jeg dette som en fordel – som Tapscott og Prensky synes jeg, at museet skal tage ved lære af generatio-
nens innovative, igangsættende, deltagende og teknologibårne adfærd og kommunikation. Jeg vil fore-
slå, at museet benytter Flickr, blogs og opretter en Facebookprofil. Jeg vil her fokusere på Flickr og

blogs, da formålet med Facebook er det samme som ved Holstebro Museum, nemlig at kommunikere
der, hvor brugerne befinder sig.
Flickr
Som nævnt tidligere er Flickr et verdensomspændende online ”fotoalbum”. Billedet nedenfor har jeg
fundet ved at søge på ”Kolding” – her ser man et billede fra Kolding, man får på et kort vist præcist

Museets hjemmeside kan som tidligere nævnt karakteriseres som et brochuremuseum, der er baseret

på en statisk transmittativ informerende kommunikationsform. Ligesom Holstebro Museum har Dan-
marks Fotomuseum et stort billede af museumsbygningen på forsiden. Her er de aktuelle udstillinger

dog også placeret på forsiden med skiftende billeder fra udstillingen samt oplysninger om udstillings-
perioden, hvilket fungerer som en god ”teaser”. Man kan dog ikke klikke sig videre ind på særudstillin-
gen og læse uddybende informationer. Desværre viser manglen på museets ressourcer sig i og med at

den aktuelle udstilling, der reklameres for på forsiden, ikke længere er aktuel – den nye udstilling

kommenteres indtil videre kun under menupunktet ”Fotogalleri”, som åbenbart indeholder alle muse-
ets kommende udstillinger:

Det er væsentligt at kommunikere klart og tydeligt om, hvad man kan forvente at møde på museet nu
og senere hen. Flere museer tilbyder at sende nyhedsbreve via e-mail til brugerne, hver gang museet
har en ny aktivitet eller særudstilling. På den måde kunne Fotomuseet sikre sig, at dets aktiviteter blev
kommunikeret ud som en venlig påmindelse. Museets særudstillinger tiltrækker andre målgrupper

end turister – de appellerer bredt til den danske befolkning, også uden for sæsonen. Derfor bør de væ-
re på forsiden og under en mere betegnende overskrift end ”Fotogalleri”. Der har været udstillinger af

årets pressefotografier, fotografier af de meget anerkendte danske fotografer Kirsten Klein og Rigmor
Mydtskov, udstillingen ”Skide godt, Egon!” med et specialopbygget filmstudie med kulisser og regi fra
Olsen Banden-filmene i anledningen af Nordisk Films 100-års jubilæum, samt en udstilling for børn og
unge med en tro genskabelse af TV-produktionen Snurre Snups Søndagsklub, udstillingen ”Real? – Hvad

er virkelighed”, hvor samtidsfotografer udforskede temaet ”real”. Disse fremgår heller ikke af hjemme-
siden. Selvom de ikke længere eksisterer, kan de vises på hjemmesiden for at give brugerne et indtryk

af alle de spændende udstillinger, museet har haft – og gerne illustreret ved hjælp af billeder:

en forholdsvis lille bygning med 535 m2 udstillingslokaler, hvor de permanente udstillinger skildrer
fotografiapparatets over 160 år lange historie beskrevet i 10 års perioder, samt panoramafotografier,
holografier og originale billeder af H.C. Andersen. Der foreligger ikke en konkret handlingsplan, men
museet arbejder løbende ud fra en række vedtægter:
 Museet skal søge, dels gennem permanente og dels gennem skiftende billedudstillinger at vise
såvel ældre som nyere fotografiske frembringelser.

 Museet bør i denne forbindelse søge at tilvejebringe en permanent samling af fotografiske bil-
leder af enhver art og omfatte enhver fremstillingsteknik.

 Museet skal på en anskuelig og levende måde søge at udbrede kendskabet til fotografering,
dels gennem permanente udstillinger og dels gennem vandreudstillinger, som tilbydes museer,
kommuner og andre interesserede.
 Museet vil stå til rådighed og bistå ved forsknings og oplysningsvirksomhed.
 Museet vil kunne afholde foredrag og kurser og i denne forbindelse udnytte sine samlinger af
museumsgenstande, illustrationer, litteratur, film m.v.
 Museet vil samarbejde med andre lignende institutioner såvel i indland som i udland.
7.2.3 HVORDAN KAN DANMARKS FOTOMUSEUMS NUVÆRENDE KOMMUNIKATION STYRKES GENNEM
IKT?

Museet har succes med at kommunikere til kernebrugerne dels gennem mund-til-mund kommunikati-
on og dels gennem brochurer, som er placeret rundt omkring på turistbureauer og andre museer i

Danmark. Hjemmesiden er en vigtig kommunikationskanal til især turister og til den digitale generati-
on, som dog må siges at være museets mest underrepræsenterede brugergruppe i dag. Hvis museet

skal klare de informationsteknologiske udfordringer, må museet prioritere sin kommunikation, så
besøgstallet ikke svinder ind i takt med, at kernegruppen bliver ældre – der må altså nye brugere til.
Disse stammer måske fra en generation, hvor familiefotografier lige så vel kan findes på computeren
som i fotoalbums i reolen. Det er omvendt også en generation, som fotograferer mere end tidligere
generationer via deres mobiltelefoner, som de også bruger til at udveksle billeder med deres venner

og bekendte. Det er ligeledes en generation, der er vant til at kunne se verden i mindste detaljer gen-
nem satellitfotos – fra Afrika til deres eget hus – og som er vant til at kunne søge i billeddatabaser som

Google og Flickr. Selvom generationen snart ikke kan huske analoge kameraer, følger der også mange
nye muligheder med generationens internetvaner, interesser og kompetencer, som museet vil kunne

udnytte. Jeg vil nu i første omgang give nogle løsningsforslag til, hvordan kommunikationen på muse-
ets hjemmeside kan målrettes den digitale generation og efterfølgende hvilke IKT-midler, man vil

kunne bruge til at målrette oplevelserne med.

stridende forventninger til hvilken interaktiv oplevelse, man som bruger går ind til. Lad mig illustrere
med to Web 2.0-inspirerede aktiviteter fra Brooklyn Museum.
Museet anvender en lang række Web 2.0-services, som på deres website er samlet under menupunktet
’Community’. Under ’Community’ finder man blandt andet punktet ’Network’, og her kan brugerne,
under sloganet ”Let us come to you!”, møde Brooklyn Museum på forskellige populære Web 2.0-sites

som Facebook, Flickr, Twitter, MySpace, Blip.tv, iTunes, Yelp og Foursquare.18 Det giver brugerne mu-
lighed for at holde sig opdaterede med Brooklyn Museums aktuelle informationer og aktiviteter på de

websites, som mange brugere ofte selv benytter. I forlængelse heraf har museet også udviklet deres
egen Facebook-inspirerede netværk på museets eget website; en såkaldt ’posse’, som giver brugerne
mulighed for at interagere med museet omkring fælles interesser vedrørende museets samling.

Med possen kan man skabe sin egen profil og komme med i museets netværk for at dele fælles interes-
ser. Problemet er bare, at man ikke kan dele noget med andre. Som det fremgår af billedet ovenfor, er

der fem funktioner, hvoraf man under fanebladet ’comments’ vil forvente en mulighed for at kunne
kommentere – men det gælder kun samlingen, og altså ikke hinandens profiler eller kommentarer til

samlingen. Det vil eksempelvis ikke være muligt at anlægge James Careys rituelle perspektiv på kom-
munikation i dette tilfælde, da netværket reelt ikke er et fællesskab. Selve interaktionen vil snarere

falde ind under paradigmet kommunikation som transmission, idet man ikke kan meget andet end at

klikke og vælge. Man har dog muligheden for selv at skrive indhold, som det fremgår af billedet neden-
for, hvor en bruger har skrevet en tekst om farven blå, og derfor kan interaktionsformen karakterise-
res som registrerende.

Den registrerende interaktion foregår omvendt af den transmitterende interaktion, forstået på den
måde, at indholdet produceres af brugerne, mens selve brugen af indholdet kontrolleres af en central
instans. Denne kommunikationsform kan også forklares ved hjælp af McQuail og Windahls betegnelse

af kommunikation som a reaction to others. Interaktionen sker som reaktioner på andre brugeres ind-
hold eller på en anmodning fra den centrale instans som for eksempel ved opinionsundersøgelser eller

afstemninger – eller som det vil blive eksemplificeret i næste afsnit.
4.2.5 INTERAKTIONSBEGREBET I WEB 2.0 KONTEKST – ET EKSEMPEL FRA ”MUSEUM 2.0”
Hvorfor er disse fire interaktionsformer overhovedet relevante i forhold til mit problemfelt? Det bliver
de, idet man som museum inddrager webbet som redskab til at kommunikere og skabe oplevelser.
Umiddelbart vil man kunne sige, at de to første kommunikationsmønstre, transmittativ og konsultativ
interaktion, kendetegner de hjemmesider, der blev udviklet i webbets første fase, mens de to sidste er

mere kendetegnende for interaktionsformerne på Web 2.0, idet brugerne her har indflydelse på ind-
holdsproduktionen. Men ser man på såvel nationale som internationale museers webkommunikation,

er det næsten umuligt at finde den konversationelle interaktionsform, hvor både indhold og distributi-
onen er styret af brugerne. Dette hænger måske sammen med, at museerne er vant til at være autorita-
tive institutioner med ansvar for varetagelsen og formidlingen af kulturarven – og hvordan kan sådan-
ne opgaver lægges ud til museernes brugere på et åbent web, hvor alt kan blive genbrugt i andre sam-
menhænge? Brooklyn Museum17 har i flere tilfælde netop forsøgt dette ved at overdrage museets van-
te ekspertrolle til brugerne. Museet opfatter Web 2.0 som en oplagt mulighed for at skabe sociale rela-
tioner med og mellem brugerne og til at facilitere interaktive og lærerige oplevelser. Som museets In-
terpretive Materials Manager og Manager of Information Systems forklarer, er museets formål med

anvendelsen af Web 2.0 følgende “… to utilize Web 2.0 sites and services not only to reach out to our

young audience demographic, but also to provide interactive learning tools and relevant forms of inter-
pretation” (Caruth & Bernstein, 2007, p.1). Museet er nærmest blevet et state of the art “museum 2.0”

på grund af dets konsekvente inddragelse af Web 2.0 – dette ses både i deres tilstedeværelse på de
mest populære Web 2.0-sites og i selve Web 2.0 kulturen, som de har inddraget i deres mission og i al
deres formidling og kommunikation også i det fysiske museum: “We employed Web 2.0 to support the
Museum’s community-oriented and visitor-friendly mission, fostering the general public’s interaction and
dialogue with the institution” (Ibid.). Museets anvendelse af Web 2.0 er dog et eksempel på, hvordan
interaktion i nogle tilfælde kan blive lidt af et positivt buzzword og dermed risikere at give nogle

3. Konversation
Hvis informationen produceres og ejes af informationsbrugerne, og kontrollen over distributionen

ligeledes ligger hos informationsbrugerne, er der tale om det diametralt modsatte kommunikations-
mønster i forhold til transmission, nemlig typen konversation. Den konversationelle interaktion er en

udfoldelse af interaktionsparadigmet. Her er der tale om to- eller flervejskommunikation, hvor der

eksisterer et reelt decentralt forhold mellem kommunikatorerne. De traditionelle afsender- og modta-
gerroller opløses, idet indholdet skabes i en gensidig og dynamisk proces, hvor afsender bliver modta-
ger og vice versa, hvilket Yoshikawas Double Swing model kan illustrere:

Den digitale generation på museum

Yoshikawas ”Double Swing Model” (Yoshikawa 1987:321, Askehave & Norlyk, 2006, p.40)
Konversationel interaktivitet formidler en kontakt mellem mennesker, og i websammenhæng kunne

det for eksempel foregå gennem en dialog, hvor brugere diskuterer eller i fællesskab producerer ind-
hold til et website som eksempelvis Wikipedia (Hoff, K. 2001, p.116). Ideelt set eksisterer der en sym-
metrisk fordeling af magten, så produktionen og kontrollen af indholdet vil være ligeligt fordelt mel-
lem parterne. Yoshikawas model er velegnet, idet den illustrerer kommunikation som en vedvarende

og ligeværdig proces, men er alligevel ikke helt tilstrækkelig, fordi den konversationelle interaktion

kan foregå som flervejskommunikation mellem mange parter. I vores hyperkomplekse globale net-
værkssamfund foregår kommunikationen ofte via internettet som en interaktion mellem flere parter

på forskellige tidspunkter, hvorfor kommunikationsmodellen må kunne involvere en større grad af

kompleksitet. Som Qvortups model af det polycentriske iagttagelsesperspektiv (kapitel 2.1) vil fler-
vejskommunikationens informationsudveksling kunne tage form som Yoshikawas Double Swing inter-
aktion, men på kryds og tværs synkront og asynkont mellem flere parter:

Matricen tager sit udgangspunkt i to centrale forhold ved al informationsudveksling, nemlig hvem der

ejer og producerer informationen, og hvem der på et givent tidspunkt og med et givent emne kontrol-
lerer distributionen af den. Ved at krydse disse to forhold, fremkommer der en matrix med fire princi-
Information produceret

af center

Information produceret
af bruger

Distribution
kontrolleret af
center

Transmission Registrering

Distribution
kontrolleret af
bruger

Konsultation Konversation

Den digitale generation på museum

pielt forskellige kommunikationsmønstre. Jeg vil kort uddybe de fire, før jeg gennem et konkret ek-
sempel illustrerer, hvorfor begrebet især i Web 2.0 sammenhæng, kan forveksles.

1. Transmission
Jensen beskriver transmission i tråd med Shannon og Weavers kommunikationsmodel. Det vil sige, at
interaktionen foregår som McQuail og Windahl definerede som an action on – kommunikationen løber
udelukkende i én retning, fra afsender til modtager. Afsenderen kontrollerer valget af og tidspunktet
for den information, der skal distribueres til modtageren. Brugerens kommunikationsadfærd er her
reduceret udelukkende til modtagelse – som eksempelvis gennem broadcast-medier som radio og tv.
2. Konsultation
Ved konsultativ interaktion kan brugeren vælge blandt et eksisterende udbud af i forvejen produceret
information. Denne type af interaktion er eksempelvis gældende for internettets hypertekststruktur,
hvor brugeren kan klikke og vælge mellem forskellige tekster og dermed danne sin egen ikke-lineære

læsning – som eksempelvis ved et genstandsmuseum, hvor brugeren kan søge i en samling efter inte-
resse, eller som ved de hjemmesider, der generelt kan karakteriseres som Web 1.0. Man kunne derfor

udvide transmissionsmodellen med en feedback mulighed, som modellen her illustrerer:

4.2.4 NUANCERING AF INTERAKTIONSBEGREBET
En af de grundlæggende dimensioner ved den nuværende informationsteknologiske udvikling og Web
2.0-kultur er interaktivitet. Man kan imidlertid støde på flere grader af interaktivitet; kommunikation

Den digitale generation på museum

som transmission involverer også interaktion, men selvfølgelig i langt mindre grad end kommunikati-
onsparadigmet kommunikation som interaktion. Endvidere vil der inden for dette kommunikationspa-
radigme også kunne befinde sig forskellige interaktionsgrader, hvilket er væsentligt at være opmærk-
som på, hvis man som museum eksempelvis ønsker at udvikle interaktive web-baserede oplevelser.

Interaktion er blevet lidt af et buzzword for Web 2.0, idet begrebet, der ofte er forbundet med stor po-
sitivitet, som regel anvendes til at beskrive Web 2.0. Men som jeg vil illustrere gennem et eksempel fra

et museums webkommunikation om lidt, er der især to typer af interaktion, der karakteriserer Web
2.0, og som til tider forveksles som én og samme type interaktion. Men først en teoretisk nuancering af
selve begrebet.
Ifølge professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen har de seneste års vækst inden for informations- og
kommunikationsteknologierne medført, at interaktionsbegrebet har fået en så almen udbredelse, at

det i mange sammenhænge er blevet udvandet (Jensen, J.F., 1998, p.200). Det er derfor ikke altid tyde-
ligt at gennemskue, hvad begrebet referer til og hvilken forskel det indbefatter. Jensen peger på, at

paradigmeskiftet inden for kommunikationsforskningen i mødet med den informationsteknologiske

udvikling bliver nødt til at rekonceptualisere og tilpasse sig de voksende ændringer i kommunikati-
onsadfærd, der er sket som følge af de nye interaktive medier (Op.cit. p.203). For at nuancere begre-
bet, anvender Jensen en matrix for fire kommunikationsformer, som er udviklet af Bojdewijk og Kaam

(1986), hvilket title=”frisør i Kolding” inddeler interaktionsbegrebet i fire kategorier:

Det rituelle perspektiv er således i tråd med John Fiskes semiotiske perspektiv på kommunikation; i

begge tilfælde forstås kommunikation som en social interaktion, hvor parterne forenes som medlem-
mer af samme fællesskab, samfund eller kultur (Fiske, J., 1982, p.3). Men hvor Fiske i mikroperspektiv

kigger på social interaktion i forbindelse med en besked og hvordan mening skabes i produktio-
nen/læsningen af denne, kigger Carey mere på måden, vi udlever den sociale interaktion og hvordan

denne i kraft af vor kommunikation skaber vores virkelighed. Eilean Hooper-Greenhill har overført

James Careys kommunikationsperspektiv til en museologisk kontekst for at undersøge, hvordan mu-
seumsinstitutionens kommunikation har udviklet sig i lyset af de større samfundsmæssige og kulturel-
le forandringer. I sin analyse af museet skelner hun mellem de to paradigmer, der har præget muse-
umsinstitutionens historie og værdier og sidestiller det modernistiske museum med transmissionstil-
gangen og det postmodernistiske museum med den rituelle kommunikationstilgang. Kommunikatio-
nen i det modernistiske museum har ikke taget højde for kulturelle eller sociale processer og har slet

ikke fokuseret på modtagerne – kommunikationen er foregået som Shannon og Weavers lineære mo-
del, hvor museet har kommunikeret til et passivt ”publikum” uden at forholde sig til, hvordan budska-
bet er blevet forstået af de enkelte individer, som fællesbetegnelsen ”publikum” indeholder (Op.cit.

p.562). Med postmodernismen har museernes udstillingspraksis arbejdet sig væk fra envejskommuni-
kationen, så formidlingsformen af den autoriserede viden eksempelvis i form af skilte og ufleksible

udstillingsdesigns har bevæget sig i retningen af engagerende udstillinger, der lægger op til at åbne

modtagernes fortolkningsrum (Kulturarvsstyrelsen 2007, p.26). Søren Pold understreger i Kulturarvs-
styrelsens publikation Digital kulturformidling, at museernes genstande ikke udelukkende er interes-
sante i sig selv, de bliver først betydningsfulde, idet publikum møder dem med deres forståelseshori-
sonter (Ibid.). Interaktionstilgangens semiotiske og hermeneutiske meningsskabelsesprocesser afspej-
les tydeligt i dette ’mikroperspektiv’ på selve mødet med genstandene. På et makroniveau åbner Ca-
reys rituelle perspektiv op for museet som institution i et globalt informationssamfund, hvor kommu-
nikationsformen har ændret sig siden det modernistiske industrisamfund. En af de faktorer, der for

alvor påvirker kommunikationsformen, er den informationsteknologiske udvikling og alle de nye in-
teraktive medier, der især er opstået i forbindelse med Web 2.0. For museerne betyder det, at de i de-
res webkommunikation må forholde sig til nye kommunikationsmodeller, hvor de traditionelle afsen-
der- og modtagerroller kan bytte plads, og hvor brugerne nu i højere grad kan interagerer med hinan-
den. Jeg vil nu udfolde interaktionsbegrebet yderligere for at illustrere, hvordan relationerne mellem

kommunikationens parter kan variere, når kommunikationen foregår på webbet.