også om tidlig

Museets faste samlinger belyser byens og egnens historie fra oldtiden og frem til i dag, hvor bl.a. tema-
erne jernalder, vikingetid, og middelalder behandles. Inden for den nyere tids historie fokuseres der

på håndværk og handel. Udstillingerne fortæller også om tidlig industri, hvor Færchs Tobaksfabrik og

Valdemar Birns Jernstøberi spiller en betydelig rolle i byens virksomhedshistorie. Ydermere behand-
les folkelig kultur frem til 1960erne og Holstebro i 60erne, med fokus på den kulturelle revolution.

Museet har derudover en række specialsamlinger som rummer sølvtøj, legetøj, dragonsamlingen og en

Den digitale generation på museum
udstilling om besættelsestiden samt en udstilling om håndvåben. Museet har derudover flere gange
årligt forskellige særudstillinger.31

Museets formål er baseret på museumslovens fem søjler og skal således gennem indsamling, registre-
ring, bevaring, forskning og formidling inden for sit ansvarsområde virke for sikringen af Danmarks

kulturarv og belyse forandringer, variation og kontinuitet i menneskers livsvilkår fra de ældste tider til
nu. Museets kerne er typisk lokale og gerne ældre hyppigt besøgende.

og efter min

Kommunikation til den ene gruppe behøver ikke udelukke den anden;
trods de to paradigmer inden for kommunikationsteorierne eksisterer de stadig side om side – de

komplementerer hinanden, og efter min overbevisning er målet netop at bevæge sig væk fra en over-
ordnet dikotomi og i stedet se på, hvordan hver enkelt af de to paradigmer bedst kan understøtte in-
teraktion i en konkret kontekst. Jeg mener, Tapscott og Prensky har en konstruktiv pointe i at tage ved

lære af den digitale generation, og jeg vil derfor mene, at et fokus på denne generation også vil have en
positiv effekt for museernes kommunikation til de andre segmenter. Løsningsforslagene bygger hver
især på det kommunikationsteoretiske fundament, hvor jeg vil benytte Jens F. Jensens matrix over

interaktion som et konkret afsæt til at vurdere de forskellige informations– og kommunikationstekno-
logiers kommunikative potentiale. Helt konkret vil forslagene blive præsenteret ved en belysning af

museumshjemmesidernes nuværende kommunikation og museumsoplevelser, og derefter gennem de
konkrete forslag til forbedringer.
7.1 LØSNINGSFORSLAG TIL HOLSTEBRO MUSEUM
7.1.1 INDLEDNING

Efter samtale med museumsdirektør Ole Nielsen er museets ønske at få udarbejdet nogle løsningsfor-
slag til, hvordan museet vil kunne gøre brug af sociale medier som redskab til at kommunikere målret-
tet og effektivt til deres brugere. Selvom de yngre brugere også er underrepræsenterede på Holstebro

Museum, har museet alligevel rettet fokus på denne brugergruppe ved at udvikle en række interaktive
digitale oplevelser i museet. Museets behov er derfor at få undersøgt, hvordan deres hjemmeside vil
kunne række ud til flere og nye brugere ved hjælp af sociale medier og hvordan det positivt vil kunne
ændre museets relation til brugerne. I henhold til min tidligere pointe om ikke at bruge teknologierne
som trækplaster i sig selv, vil jeg med udgangspunkt i museets konkrete indhold og tilbud fokusere på

museets samlede webkommunikation. Da sociale medier per definition har et socialt fokus og en dia-
logisk kommunikationsform, vil anvendelsen af dem kræve, at museets generelle profil også har et

socialt fokus, hvilket ikke er kendetegnende for museets nuværende webkommunikation. Museets
hjemmeside har netop gennemgået en større opdatering, og der mangler endnu enkelte detaljer som
eksempelvis en engelsk og en tysk version, samt billeder af museets ansatte. Men museets hjemmeside

er blevet opbygget som et brochuremuseum med en gennemgående statisk informerende transmitta-
tiv kommunikationsform. Anvendelsen af sociale medier, som i større grad vil understøtte konverse-
rende, konsultativ eller registrerende interaktion, vil derfor umiddelbart virke modsætningsfyldt i

forhold til hjemmesidens nuværende transmittative kommunikationsform. En reel implementering af
sociale medier vil derfor ikke være særlig oplagt,

produkter der formidler

Som Eilean Hooper-Greenhill pointerer, vil museerne udvikle sig mere omkring brugerne. Det betyder,
at museerne kan skabe plads for flere perspektiver på vores fælles kulturarv ved at blande bruger- og

ekspertroller, som Brooklyn Museum eksempelvis har gjort. Udstillingerne kan gøres mere procesuel-
le, så det ikke kun er de færdige produkter der formidler kulturaven, men lige så meget perspektiverne

fra de brugere der besøger den pågældende udstilling. Det betyder også, at hvis 95 % af brugerne er på
Facebook, bør museerne også være det. Deres kommunikationsrum er blevet udvidet og derfor bør

museerne også holde sig opdaterede med de nye kommunikationsteknologier, som udvikler sig i ha-
stig fart og se det som en mulighed for at forny og reflektere over traditionelle metoder. Da museums-
besøget ofte er socialt og da den digitale generation er vant til at håndtere interpersonelle relationer,

bør museerne i højere grad understøtte dette ved at udvikle oplevelser, hvor grupper af besøgende
kan interagerer.
De fleste museer vil kunne bygge på deres erfaringer og vil ikke behøve at kaste fagligheden over bord

ved at følge disse principper. Brugerne ønsker netop ikke interaktion for interaktionens skyld, de øn-
sker at kunne relatere sig til og reflektere over det indholdsmæssige. I et hyperkomplekst polycentrisk

samfund er der ikke kun ét perspektiv, og derfor bør museerne vække brugernes interesse og nysger-
righed ved at udvikle oplevelser, der lader brugerne benytte deres viden og samtidig udfordrer den.

Museerne kan imødekomme fremtidens brugere ved at kommunikere med dem gennem de sociale
netværkstjenester, som brugerne, ja selv nogle af de ældre, benytter. Brooklyn Museum har stor succes
med deres kommunikationsstrategi ”Let us come to you! Receive the latest Museum news in your own
online communities”30. Tilgængelighed og synliggørelse er vigtigt i et kommunikationssamfund; hvis
man ikke kan findes på webbet, eksisterer man ikke. Det er en gratis, døgnåben, dynamisk og global
kommunikations- og markedsføringsplatform, som de fleste benytter sig af dagligt, og hvor museerne
kan kommunikere kort, effektivt og visuelt – ligesom den digitale generation foretrækker det. Når det
er sagt, vil det dog ikke være muligt at udvikle en strategi, som vil kunne passe på ethvert museum.

Som Qvortrup pointerer, bør årsagen til at anvende it findes uden for it; hvert museum vil kunne be-
nytte sig af de skitserede principper, men med udgangspunkt i deres egen institution og behov.

disse brugere

Den digitale generation er museernes fremtidige fundament, og derfor bør

museerne vide, hvad der karakteriserer disse brugere og benytte denne viden til at kommunikere ef-
fektivt til dem samt udvikle relevante museumsoplevelser, så brugerne i fremtiden også vil benytte

museerne. Jeg har forsøgt at bidrage med en udvidet segmentbeskrivelse af disse fremtidens brugere,
som kan kendetegnes ud fra følgende karakteristika
Den digitale generation:
Multitasker
Samarbejder
Organiserer
Leger
Deltager
Er innovative
Er selvstændige
Er kritiske
Er reflekterende
Er nysgerrige.

Disse karakteristika svarer i høj grad til de egenskaber, som Web 2.0 kan facilitere – man kunne argu-
mentere for, at denne generation i højere grad er blevet formet af teknologideterminismen end af den

generelle samfundsudvikling. De har selv assimileret teknologierne og er opvokset i dette kommunika-
tionsunivers, hvor kommunikation lige så vel kan foregå digitalt som mundtligt. Endvidere er de vant

til et samfund, der baserer sig mere og mere på interpersonelle relationer, og derfor er det naturligt at

deltage i fællesskabet på lige fod med alle andre. Hvis museerne skal kunne imødekomme denne gene-
rations forventninger, må de justere deres kommunikation og didaktiske udvikling af oplevelser i for-
hold til følgende principper

Museerne:
Slut med ”one size fits all” kommunikation
Differentierede oplevelser og perspektiver
Brugerinddragelse og mulighed for social og individuel interaktion
Åbenhed og ærlighed – brugerne værdsætter gennemsigtighed og integritet
Dialog frem for monolog
Lyt til brugerne og lær af dem

i eksempelvis lyd- og billedsignaler

med mulighed for at blive forstyrret af støj. Her skelner Shannon og Weaver mellem teknisk støj som

tekniske forstyrrelser i eksempelvis lyd- og billedsignaler (støj i telefonforbindelsen, sne på tv-
skærmen, blækklatter på teksten m.v.) og semantisk støj som mentale forstyrrelser i A og B’s informa-
tionstransmission, hvilket kan have at gøre med identitets- og fortolkningsmæssige forhold; det kan

være forskellige holdninger til informationen, at opmærksomheden bliver distraheret, at personerne
har forskellige vidensniveauer, erfaringer, fordomme, kommunikationsevner, kulturelle baggrunde
osv. (Shannon, C. & Weaver, W., 1949, p.4). Shannon og Weaver definerer kommunikation som alle de
processer, hvor én person eller mekanisme påvirker en anden person eller mekanisme – hvilket kan
sidestilles med den beskrivelse af kommunikation som McQuail og Windahls kalder ”an action on
others” (Op.cit. p.3). I relation til Shannon og Weavers definition vil man ifølge forfatterne støde på tre
niveauer af kommunikative problemer, som afføder følgende spørgsmål
A. (technical problem): How accurately can the symbols of communication be transmitted?
B. (semantic problem): How precisely do the transmitted symbols convey the desired meaning?

C. (effectiveness problem): How effectively does the received meaning affect conduct in the de-
sired way? (Shannon, C. & Weaver, W., 1949, p.4)

Shannon og Weavers kommunikationsmodel er udviklet ud fra et ingeniørmæssigt synspunkt til at
besvare spørgsmål på niveau A, altså hvordan man bedst kan designe et kommunikationssystem, der

med akkuratesse og effektivitet kan transmittere kommunikation fra A til B. Men niveauerne skal iføl-
ge forfatterne forstås som indbyrdes relaterede, idet et problem på niveau A i princippet vil medføre

problemer på de to andre niveauer. Niveau B og C beskæftiger sig ifølge Shannon og Weaver med de
mere filosofiske forhold omkring kommunikation, hvilket kan være den tidligere nævnte semantiske

støj, som de dog ikke selv forholder sig yderligere til, men understreger, at pointen i at studere kom-
munikation på alle tre niveauer er den samme, nemlig at forstå, hvordan man kan effektivisere en

kommunikationsproces (Op.cit. p.6). Kommunikationssystemet har en præskriptiv karakter, der lidt
forenklet kan beskrives som en proces, hvor afsender påvirker modtagers adfærd eller sindstilstand.
Hvis beskedens effekt er anderledes eller mindre end intenderet, er der tale om kommunikationsbrist
og i så fald kan man undersøge, hvor i forløbet fejlen opstod (Fiske, J., 1982, p.2). Denne forståelse af
kommunikation som en lineær informationsoverførsel til en passiv modtager har samme træk som
den velkendte behavioristiske forståelse af den menneskelige adfærd som reaktioner på ydre stimuli,
de såkaldte stimulus-respons mønstre, som modellen nedenfor illustrerer

der tilsammen har givet

fra forskellige forskningsområder, der tilsammen har givet kommunikationsforskningen en bred iden-
titet (Schulz, P. J. 2010, p.xxii). Kommunikation er en grundlæggende menneskelig aktivitet, som kan

være svær at definere entydigt; al vores kommunikation er medieret gennem eksempelvis sprog, ge-
stik, tekst, billeder, telefon, tv, radio, computer, samt artefakter som for eksempel tøj, skilte, signaler,

koder, lyde osv. Det særlige ved Shannon og Weavers model er, at den ved hjælp af en simpel grafisk
form anskueliggør kommunikation som en systematisk og effektiv proces, og netop derfor har den haft

en bred appel gennem tiden – eksempelvis inden for massekommunikation (radio og TV), markeds-
kommunikation, politisk kommunikation og kommunikation i kommercielle sammenhænge (under-
holdning, reklame og Public Relations), hvor det har været en fordel at kunne effektivisere og ”styre”

kommunikationen (McQuail, D. & Windahl, S. 1982, p.7). Begrebet kommunikation har en lang historie
og har siden antikken i form af det latinske ord ”communicatio” været en betegnelse for meddelelse
(ensidig eller gensidig), udveksling, omgang, fællesskab, overførsel (Gyldendals Fremmedordbog,

1983). Kommunikation er et komplekst forhold med mange variabler, alt efter hvilken vinkel kommu-
nikationens kontekst, medie og aktører anskues ud fra. Netop derfor er der gennem tiden blevet udvik-
let en stor mængde kommunikationsmodeller – men der er ingen model, der passer på alle forhold.

Dette forhold kommer til udtryk i den efterfølgende kritik, der har været af anvendelsen af Shannon og
Weavers tekniske kommunikationsmodel i humanistiske sammenhænge. Modellen bygger ifølge Lars
Qvortrup på en tvivlsom forudsætning; den forudsætter, at de to, der kommunikerer, lever i en fælles
verden, hvor det, den ene part ser, også er det, den anden part ser. At vi skulle kunne kommunikere via
et fælles kodesystem (ens forståelseshorisonter), er ifølge Qvortrup ikke muligt i et hyperkomplekst

informationssamfund, idet den menneskelige kommunikation foregår ved hjælp af symboler, kulturel-
le koder og fortolkningsmønstre, som er forskellige fra afsender til modtager (Qvortrup, 2000, p.150).

Shannon og Weavers kommunikationsforskning er blevet karakteriseret som en transmissions-tilgang
til kommunikation på grund af behandlingen af information som en neutral og objektiv størrelse, der
kan besiddes, transmitteres og modtages (Carey, J. W. 1988; McQuail, D. & Windahl, S. 1982; Askehave,
I. & Norlyk, B. 2006). Over for den står den modsatte tilgang, nemlig kommunikation som interaktion,

der, som ordet indikerer, favner en opfattelse af kommunikation som en gensidig relation mellem age-
rende (af det latinske agens = handlende) parter (Askehave, I. & Norlyk, B. 2006, p.38-41). Overordnet

kan kommunikationsforskningen inddeles i disse to paradigmer, men de to tilgange behandles dog
komplementært, og det er ofte i spændingen mellem dem, at meget kommunikation foregår. I kapitel

4.2.5 bliver dette forhold belyst gennem to eksempler fra museumsverdenen, men først kan en grundi-
gere teoretisk udfoldelse forklare fænomenet – og anskueliggøre det ved hjælp af udvalgte kommuni-
kationsmodeller.

betragtes som en envejskommunikation

Paradigmeskiftet har således fået konsekvenser for museernes formidlingsområde, idet formidling
ikke længere kan betragtes som en envejskommunikation. Formidlingen betragtes i dag mere som en
dialog mellem museet og dets brugere, og det stiller krav om øget brugerinddragelse i formidlingen.
Den digitale kultur kan i denne sammenhæng give nye muligheder for en styrket kommunikation ikke
bare til de eksisterende brugere men også til flere potentielt interesserede brugere. Informations- og

kommunikationsteknologierne giver museerne mulighed for at udvide deres fysiske rum, men udfor-
drer samtidig den traditionelle viden om brugerne – for hvem er de digitale brugere og hvilke krav

stiller disse til museumsoplevelserne? Derudover er IKT med til at udfordre de traditionelle forhold
mellem afsender, indhold og modtagere, fordi de digitale kommunikationsformer i høj grad er styrede
af interaktion og brugerinddragelse. Jeg vil i næste kapitel give en grundig teoretisk udfoldelse af de
mest centrale kommunikationsteorier, som vil kunne bruges som et konkret fundament til at udvikle
kommunikationsstrategier og museumsoplevelser ud fra.

4. KOMMUNIKATIONSTEORIER
Dette kapitel vedrører kommunikationsprocesser på et teoretisk mikroniveau og gennem konkrete

manifestationer på et større samfundsmæssigt og museologisk makroniveau. Jeg introducerer en ræk-
ke grundbegreber, der vil blive knyttet til at beskrive kommunikationsformer, som foregår ved anven-
delse af IKT. Begreberne vil dels blive brugt til at illustrere to karakteristiske Web 2.0 kommunikati-
onsmønstre og dels blive konkretiseret i mine løsningsforslag.

4.1 HVAD ER KOMMUNIKATION?
Etableringen af kommunikation som videnskabelig disciplin opstod i årene efter 2. Verdenskrig, hvor

især ingeniørerne Claude E. Shannon og Warren Weavers kommunikationsmodel fra 1949 bredt ac-
cepteres som kimen til den videre forskning inden for feltet (Fiske, J. 1982, p.6; Askehave, I. & Norlyk,

B. 2006, p.34). Denne model har været genstand for megen refleksion og har dannet afsæt for videre-
udviklingen af kommunikationsfeltet som et mangefacetteret og multidisciplinært område, hvilket et

omfangsrigt antal kommunikationsmodeller illustrerer. Shannon og Weavers kommunikationsmodel
har eksempelvis inspireret en række humanistiske discipliner som sociologi, psykologi, filosofi og
lingvistik til at formulere deres forskning i modelform, og disse discipliner har så ligeledes sat deres
aftryk i kommunikationsforskningen. (McQuail, D. & Windahl, S., 1982, p.7; Askehave, I. & Norlyk, B.
2006, p.34). Kommunikation som videnskabelig disciplin kan derfor ses som en integration af teorier

fordi informationsteknologien

ring af museernes fem ansvarsopgaver, så det nu ikke er bevaring og registrering af samlingen, der
står højest på dagsordenen, men formidlingen af samlingen. Med dette fokus på formidling følger også

et fokus på formidlingsformer, og med udbredelsen af internettet og den hastigt voksende informati-
onsteknologiske udvikling er mulighederne mange. For nogle museer anses informationsteknologien

netop som en kærkommen løsning på de udfordringer, de står over for, mens den for andre synes
uoverskuelig og risikabel, fordi informationsteknologien også er med til at rokke ved selve museernes
autoritet og identitet. I dag er det ikke længere tilstrækkeligt for museumsinstitutionerne at udføre de
forpligtelser, der vedrører deres daglige virke inden for murerne, museerne må yderligere forholde sig

til en større vifte af samfundsmæssige og politiske tendenser – det være sig stigende og forskelligarte-
de forventninger fra publikum, en skærpet konkurrencesituation fra andre kultur- og oplevelses-
centre, eller krav fra politisk hold om øget synlighed, tilgængelighed og skærpet profilering lokalt såvel

som internationalt (Bysted-Sandberg, M. & Kjeldsen, A. K., 2008, p.8). Eilean Hooper-Greenhill opfor-
drer museerne til at udnytte og tage kontrol over de nye udfordringer, som informationssamfundet

fører med sig frem for blot at lade stå til. Museerne står med en oplagt mulighed for at genskabe deres
identitet ved at ændre på de kuratoriske metoder og på de traditionelle museums- og brugerroller

(Hopper-Greenhill, 2004, p.570). Udviklingen mod nye værdier og strategier kan ifølge Hooper-
Greenhill spores inden for fire områder:

 Nye professionelle arbejdsområder:

Den museumsfaglige enerådige autoritet forsvinder til fordel for et kuratorisk samarbejde mel-
lem inspektører, formidlings- og kommunikationsmedarbejdere og undervisere, så formidlin-
gen ikke kun tager udgangspunkt i samlingerne, men i viden om publikum og deres forskellige

baggrunde.
 Differentierede brugere:
Begreber som publikum og ”den generelle offentlighed” er ikke længere beskrivende for de
forskellige individer, der besøger museerne. I stedet opstår begreber som ”besøgende” og

”brugere”, som er bedre egnede til at beskrive, at besøgende besidder forskellige og individuel-
le karakteristika, erfaringer og interesser. Kvantitative og demografiske brugerundersøgelser

kan udvide forståelsen af de forskellige typer af brugere og deres differentierede behov og in-
teresser.

 Nye stemmer:
Som en konsekvens af anerkendelsen af differentierede brugere forsvinder den autoritative
stemme til fordel for flere perspektiver. Udstillinger evalueres og tilrettelægges i forhold til de
forskellige typer af brugeres læringsstile og interesser.

konsekvenserne af den ændrede

onssamfund, hvilket er præget af hyperkompleksitet. Når ”samfundet er kommet i tvivl om sin egen

selvbeskrivelse” får det ifølge Qvortrup betydning for vores forståelse af, hvad information, kommuni-
kation, læring og teknologi er, hvilket de følgende kapitler vil illustrere (Qvortrup, 2000, p.11).

I museumssammenhæng kan konsekvenserne af den ændrede samfundsforståelse identificeres i ud-
viklingen af den ”ny museologi”, der stiller spørgsmål ved traditionelle museale processer, og i praksis

kan forandringen identificeres som et fokusskifte, hvor museernes blik nu er rettet ud af museet mod

publikum frem for et tidligere fokus på samlingen inde i museet (Løssing, A. S. W., 2009, p.9). Muse-
umsinstitutionen er ved at åbne sig op og ryste sit lidt støvede image af sig som et tempel. Arkitekto-
nisk er mange museer gennem tiden blev bygget som ophøjede monumentale bygninger med tydelige

referencer til eller som direkte kopier af templer, som ofte forbindes med aura, magt, visdom, fordy-
belse og rituelle ceremonier (Hooper-Greenhill, 2004; Duncan, C. 1995). Placeringen er ofte tilbage-
trukket med stort anlagte haveanlæg og mange trapper, der skal forceres, grandiose indgangspartier

med marmorskulpturer, friser og søjler, der alt sammen medvirker til at sætte stemningen for oplevel-
sen. Med tiden har denne oplevelse fået en ekskluderende effekt, fordi udvælgelsen og principperne

for præsentationen af genstandene ligeledes har været svært tilgængelig for den almindelige sammen-
satte befolkning (Kulturarvsstyrelsen, 2009a, p.11). Den canadiske museolog Duncan F. Cameron be-
tegner denne udvikling som det ekskluderende museum, der er rodfæstet i den demokratisering af kul-
turarven, som fandt sted i 1960’erne (Løssing, 2009, p.10). Med oprettelsen af Kulturministeriet i 1961

gennemførtes et omfattende kulturpolitisk reformarbejde, der kan sammenfattes under begrebet
”demokratisering af kulturarven”. Denne kulturpolitik byggede på et ”dannelseskultursyn” med det
erklærede formål, at gøre kunsten og kulturen tilgængelig for alle, så den kunne medvirke til at oplyse
og danne den brede befolkning (Duelund, 1995, p.36). Museerne fik hermed en vigtig opdragende
funktion i samfundet, men allerede fra 1970’erne begyndte en gradvis nedbrydning af det idégrundlag,

der lå bag oplysningstidens museumsprojekt. Opfattelsen af kultur skiftede fra et snævert kulturbe-
greb, der angik ”finkultur”, til et pluralistisk kulturbegreb, som omfattede flere delkulturer med for-
skellige udtryksformer (Ibid). Den afgørende forskel var, at kulturen blev forstået som en proces frem

for den tidligere opfattelse af kultur som statiske genstande. Den generelle samfundsmæssige over-
gang til det postmoderne hyperkomplekse samfund har ligeledes været kendetegnet ved en nedbry-
delse af universelle sandheder og autoriteter til fordel for et pluralistisk, relativt og mangfoldigt ver-
denssyn. For museumsinstitutionen har det betydet, at der ikke længere kun er én stemme, den kura-
toriske, men flere. Museerne begyndte derfor i 1970’erne at lave brugerundersøgelser, men er dog

ifølge professor i museologi Eilean Hooper-Greenhill først fra 1990’erne blevet opmærksomme på
forhold omkring, hvordan publikum forstår, fortolker og oplever de kuratorisk formidlede genstande
(Hooper-Greenhill, E., 2004, p.563). I Danmark kan denne udvikling ses i de seneste års skift i

og denne peger i retningen

seologi, der har præget feltet. Siden er der dog fremvokset en hastigt stigende interesse, udvikling og

accept af museologien som en teoretisk disciplin, og denne peger i retningen af en såkaldt ”ny museo-
logi” (Ingemann & Larsen, 2005; Larsen 2001). Forskellen mellem en ”ny museologi” og en ”gammel

museologi” kan sidestilles med opdelingen af museologien som en praktisk redskabsdisciplin og en
videnskabelig disciplin; fokus er skiftet fra, hvordan man udfører musealt arbejde til hvorfor man

overhovedet har museer, og hvorfor folk vælger at besøge dem (Ingemann & Larsen, 2005, p.9). Teore-
tisk fokuseres der eksempelvis på museets rolle i samfundet. Museolog og tidligere formand for ICOM

Hugues de Varine har fremhævet museets nye rolle som en slags folkets universitet – et sted for re-
fleksion og diskussion af de spørgsmål, som forskellige individer og sociale grupper stiller sig selv

(Ibid). I samme tråd har museologen Friedrich Waidacher understreget betydningen af museumsbe-
søget som en subjektiv oplevelse, som museerne må søge at forstå i stedet for at formidle viden, som

var det en generel og objektiv størrelse (Waidacher, F., 1997, p.100). En af de største forandringer i

den museologiske disciplin, såvel som i mange andre henseender, er, at brugerne er kommet i cen-
trum. For museerne betyder det, at de dels må kende deres brugergrupper bedre for at kunne formidle

målrettet, og dels at brugerne selv stiller krav til museumsoplevelsen – hvilket i værste fald kan bety-
de, at de bliver væk, hvis ikke deres behov og forventninger imødekommes. Det er altså ikke kun den

museologiske disciplin, der er på vej over i en ’ny museologi’, i praksis er det selve museet som institu-
tion og fænomen, der er under forandring.

3.3 ET PARADIGMESKIFTE I MUSEUMSINSTITUTIONEN
”Hvordan skal fremtidens museum se ud?” Dette spørgsmål kan lige nu læses på Kulturarvsstyrelsens

hjemmeside, hvor man frem til 2011 kan deltage i en åben debat om de danske museers rolle i fremti-
den. Debatten er et led i en større udredning, der vil komme til at danne grundlag for en eventuel revi-
sion af den eksisterende museumslov, idet der eksisterer et stigende behov for at få fastsat museernes

fremtidige rolle og funktioner.15 Spørgsmålet om museernes fremtidige rolle er blevet diskuteret ivrigt
i nyhedsmedier og tidsskrifter, på årlige museumskonferencer og seminarer, og senest har debatten
for alvor taget fat gennem forskellige museumsfaglige blog-fællesskaber, som er blevet skabt med
henblik på netop at diskutere de mange udfordringer og muligheder, som museerne står over for i
dagens informationsteknologiske samfund.16 Forandringerne inden for museumsinstitutionen har rod
i de større samfundsmæssige politiske, sociale og kulturelle forandringer, der prægede slutningen af
det 20. århundrede og som af Qvortrup betegnes som overgangen fra industrisamfund til et