I løbet af det 20. århundrede bliver disse systemer præget af en større kompleksitet: Videnskaben mister sin selvsikkerhed og tematiserer sit eget sandhedsbegreb, kunsten udfordrer skønhedsbegrebet, samfundets forestilling om fremskridt og udvikling er ikke længere entydig, den moralske skelnen mellem godt og ondt kommer i tvivl om sine egne kriterier – systemerne iagttager ikke længere kun deres omverden, de iagttager også kriterierne for deres iagttagelser og derfor bliver de hyperkomplekse (Op.cit. p.55). For en nærmere konkretisering af hvordan det hyperkomplekse manifesterer sig, kan man eksempelvis se på kunsten i dag. Her repræsenteres hyperkompleksiteten ved at stille spørgsmål til det, vi kender; som billedet af kunstneren Stelarcs egen arm på specialets forside illustrerer, er en krop ikke længere bare en krop. Stelarc insisterer på, at der ikke findes faste enheder og opdelinger som eksempelvis mellem krop og sjæl – når vi siger krop, siger vi også tanke, og Stelarc vil med sin kropsmanipulation Internet Ear have os til at nytænke funktioner som handling, sansning, tanke og følelse (Søndergaard, M., 2010). Kunsten kan selvfølgelig være et ekstremt kommunikationsmiddel til at illustrere en erkendelsesteoretisk opfattelse af samfundet, men Stelarcs pointe er den samme som Qvortrups: Nemlig at vi i vores hyperkomplekse samfund gentænker krop, bevidsthed, teknologi, kunst, viden, læring osv. Der er åbnet op for nye erkendelser, og det betyder, at verden ikke kan repræsenteres gennem et singulært princip; kunstens rolle er eksempelvis at skabe mulige perspektiver, som iagttagerne så selv kan bruge til at skabe deres egne realiseringer med (Qvortrup, 2000, p.136-137). Qvortrup opererer med tre semantiske korrelater til at forklare de tre samfundsfasers såkaldte fortolkningsmatrice – det er begreberne deocentrisme, antropocentrisme og polycentrisme.
Det traditionelle samfund betragtede sig selv ud fra forudsætningen om, at Gud og det guddommelige var samfundets centrum (deocentrisme), i det moderne samfund er det alment menneskelige i centrum – samfundet er skabt og styres af mennesket og ikke af Gud eller guddommelige magthavere (antropocentrismen) og i det hypermoderne samfund revideres de erkendelsesteoretiske grundlag og opfattelsen af, at der eksisterer én uafhængig og overordnet optik (Gud eller mennesket) er blevet draget i tvivl (Op.cit. p.22). De tre faser og deres socialsemantiske korrelater illustrerer Qvortrup således: 2 Qvortrup understreger, at opdelingen i faser er en konstruktion, idet perioder ikke ’eksisterer’ i en lineær sekvens som en stor fælles historie – de iagttages. Deres funktion er altså at understøtte bestemte pointer i de valgte iagttagelsesperspektiver – som endvidere kan illustreres ud fra andre eksempler. Den digitale generation på museum 12 (Qvortrup, L., 2001, p.56) Samfundsforandringen kan ses ved, at vor tids samfund er på vej væk fra at være et industrisamfund, hvis grundfunktion er at udvikle mekaniske produktions- og organisationssystemer, til at være et videnssamfund, hvis grundfunktion er at håndtere kompleksitet ved hjælp af viden (Qvortrup, 2004, p.35). Qvortrup giver nogle svar på, hvordan vi kan håndtere kompleksiteten inden for forskellige områder. På det teknologiske plan er svaret informations- og kommunikationsteknologi, på det organisatoriske plan er svaret vidensbaserede, lærende virksomheder baseret på ”værdiledelse”, fordi den enkelte leder ikke enerådigt kan træffe beslutninger for enhver situation, men kun kan sætte rammerne for medarbejdernes selvledelse. På det individuelle plan er svaret kompetencer – evnen til at kunne forholde sig til det, man allerede ved, og til at bruge sin viden anderledes (Qvortrup, 2002, p.11).
For individet vil det sige at udvikle kompetencer, for organisationer drejer det sig om at udvikle fleksible og lærende strategier, og for informations- og kommunikationsteknologien gælder det, at relevansen for anvendelsen skal findes uden for IT – det vil sige, at begrundelsen for at anvende IT ikke skal styres af, hvad vi kan og bør gøre med IT men i stedet styres af, hvad vi ønsker at kunne og hvordan IT kan hjælpe med til det (Qvortrup, 2004, p.15; Qvortrup, 2002, p.19). Ifølge Qvortrup er det altså de fænomener uden for IT, som former – eller burde forme – brugen af IT til eksempelvis læring eller kommunikation. Ved at identificere disse fænomener ved man bedre, hvad det er, IT skal medvirke til at håndtere, facilitere eller skabe netværk for. Det er i denne sammenhæng yderst relevant for museerne, at få identificeret fænomenerne uden for museets vægge og inden for de institutionelle rammer, for at anvendelsen af IT skal kunne understøtte, facilitere og udvikle museernes kommunikation af indhold til deres besøgende eller gennem netværk med andre museer. Det kunne være at få identificeret spørgsmål som hvilket fortolkningsmatrice museet arbejder ud fra, hvordan dets institutionelle rammer og organisatoriske systemer er, hvilke kompetencer de individer, der vælger eller fravælger at besøge et museum besidder, hvad dets rolle er som vidensinstitution, mv.