Som Eilean Hooper-Greenhill pointerer, vil museerne udvikle sig mere omkring brugerne. Det betyder,
at museerne kan skabe plads for flere perspektiver på vores fælles kulturarv ved at blande bruger- og
ekspertroller, som Brooklyn Museum eksempelvis har gjort. Udstillingerne kan gøres mere procesuel-
le, så det ikke kun er de færdige produkter der formidler kulturaven, men lige så meget perspektiverne
fra de brugere der besøger den pågældende udstilling. Det betyder også, at hvis 95 % af brugerne er på
Facebook, bør museerne også være det. Deres kommunikationsrum er blevet udvidet og derfor bør
museerne også holde sig opdaterede med de nye kommunikationsteknologier, som udvikler sig i ha-
stig fart og se det som en mulighed for at forny og reflektere over traditionelle metoder. Da museums-
besøget ofte er socialt og da den digitale generation er vant til at håndtere interpersonelle relationer,
bør museerne i højere grad understøtte dette ved at udvikle oplevelser, hvor grupper af besøgende
kan interagerer.
De fleste museer vil kunne bygge på deres erfaringer og vil ikke behøve at kaste fagligheden over bord
ved at følge disse principper. Brugerne ønsker netop ikke interaktion for interaktionens skyld, de øn-
sker at kunne relatere sig til og reflektere over det indholdsmæssige. I et hyperkomplekst polycentrisk
samfund er der ikke kun ét perspektiv, og derfor bør museerne vække brugernes interesse og nysger-
righed ved at udvikle oplevelser, der lader brugerne benytte deres viden og samtidig udfordrer den.
Museerne kan imødekomme fremtidens brugere ved at kommunikere med dem gennem de sociale
netværkstjenester, som brugerne, ja selv nogle af de ældre, benytter. Brooklyn Museum har stor succes
med deres kommunikationsstrategi ”Let us come to you! Receive the latest Museum news in your own
online communities”30. Tilgængelighed og synliggørelse er vigtigt i et kommunikationssamfund; hvis
man ikke kan findes på webbet, eksisterer man ikke. Det er en gratis, døgnåben, dynamisk og global
kommunikations- og markedsføringsplatform, som de fleste benytter sig af dagligt, og hvor museerne
kan kommunikere kort, effektivt og visuelt – ligesom den digitale generation foretrækker det. Når det
er sagt, vil det dog ikke være muligt at udvikle en strategi, som vil kunne passe på ethvert museum.
Som Qvortrup pointerer, bør årsagen til at anvende it findes uden for it; hvert museum vil kunne be-
nytte sig af de skitserede principper, men med udgangspunkt i deres egen institution og behov.