og denne pointe har jeg brugt som en rettesnor

Det hyperkomplekse samfunds erkendelsesteoretiske grundlag er ifølge Qvortrup polycentrisk, hvilket vil Den digitale generation på museum 86 sige, at der hersker multiple iagttagelsesperspektiver, og derfor har den almindelige befolkning fået større indflydelse og råderet – for eksempel inddrages museumsbrugernes perspektiver nu også i en åben debat om, hvordan den ny museumslov skal formes. Qvortrup understreger, at anvendelsen af IKT bør formes af fænomenerne udenfor, og denne pointe har jeg brugt som en rettesnor for mine efterfølgende afsnit i specialet og for udviklingen af mine konkrete løsningsforslag; det er således ikke IKT, der skal være udgangspunktet for museernes kommunikation, det er det indhold, de ønsker at formidle. Museumsinstitutionens nye rolle Museumsinstitutionen er blevet udfordret af teknologierne og af teknologiernes brugere. Web 2.0- fænomener som brugerinddragelse, deltagelse og åbenhed betyder, at museerne nu bør ændre deres syn på museumsbrugernes rolle. Da museerne nu også omfatter webbet, må de udvide deres viden om webbet som kommunikationsmiddel. Lige nu er mange museers anvendelse af webbet mere præget af hvad de bør og kan frem for hvad de ønsker at gøre med deres nye kommunikationsrum, jf. Qvortups pointe om, at det ikke er IKT, der skal forme anvendelsen. Jeg har benyttet mig af Eilean HooperGreenhills synspunkter for at angribe museernes udfordringer konstruktivt og fremadrettet. Ifølge Hooper-Greenhill bør museerne tage kontrol over de nye udfordringer, som det informationsteknologiske samfund fører med sig, frem for blot at lade stå til.

Museerne står med en oplagt mulighed for at genskabe deres identitet ved at ændre på de kuratoriske metoder og på de traditionelle museums- og brugerroller. Hooper-Greenhill ser fire tendenser, som vil tegne museernes fremtidige metoder: Museale arbejdsopgaver baseres på tværfagligt samarbejde, større viden om de forskellige typer af brugere og deres differentierede behov og interesser, den autoritære museumsfaglige stemme afløses af differentierede brugeres perspektiver og læringsstile, og flere perspektiver på kulturarven end blot museernes. Hugues de Varine fremhæver museets nye rolle som en slags folkets universitet – et sted for refleksion og diskussion af de spørgsmål, som forskellige individer og sociale grupper stiller sig selv. Kommunikation og interaktion Jeg har med udgangspunkt i to overordnede kommunikationsparadigmer illustreret relationerne mellem kommunikationens aktører gennem et teoretisk mikroniveau og på et konkretiseret makroniveau i museumsinstitutionen. Den informationsteknologiske samfundsudvikling har nærmest medført en kommunikationsrevolution, idet tidligere distinktioner mellem afsender og modtager ikke længere har den samme relevans. Kommunikation anses ikke længere som en transmittativ overførsel af information, men som meningsskabelse. Kommunikation forstås som social interaktion, og John Fiskes semiotiske perspektiv illustrerer, hvordan mening er i kommunikationen, hvilket vil sige, at det at læse en Den digitale generation på museum 87 tekst og at skrive en tekst er to parallelle og ligeværdige processer. I forlængelse heraf har jeg belyst Inge Askehave og Birgitte Norlyks hermeneutiske forklaring af kommunikation som interaktion med det formål at illustrere, hvordan Gadamers begreber om vores horisont og for-forståelser kan anses som en tavs partner i kommunikation. I Gadamers optik opstår mening, når læseren bringer sine kulturelle erfaringer, værdier og forventninger i spil.

I en museumskontekst vil det ifølge Søren Pold betyde, at genstandene ikke er interessante i sig selv, men først bliver det, når brugerne møder dem med deres forskellige forståelseshorisonter. Da mit problemfelt fokuserer på IKT som kommunikationsmiddel, har jeg valgt at inddrage Jens F. Jensens udvidede interaktionsbegreb, der knytter sig til IKT. Denne teori har haft en væsentlig betydning for både min teoretiske undersøgelse og mine konkrete løsningsforslag. Teorien har givet mig en vinkel til at anskue Web 2.0-kommunikationsformer ud fra, hvilket har fået mig til at fremføre det synspunkt, at Web 2.0 især er karakteriseret ved to interaktionsformer, henholdsvis en registrerende og en konversationel interaktion, som dog i nogle tilfælde opfattes som én og samme, idet begge former baserer sig på brugerinddraget produktion. Jeg har med et eksempel fra Brooklyn Museums webkommunikation illustreret, at en registrerende nedefra-og-op kommunikation placerer afsenderrollen hos brugerne – man kunne kalde den Wisdom of Crowdsinteraktion, hvor flere brugeres uafhængige produktion af indhold sendes til en fælles platform. Den anden konversationelle interaktion bygger på interpersonelle relationer brugerne imellem, hvor disse både har kontrollen over produktionen og distributionen af indholdet, hvilket i praksis vil sige gennem et dynamisk samarbejde eller meningsudveksling om et fælles mål. Nuanceringen af interaktionsbegrebet har ligeledes fungeret som et konkret fundament til at udvikle mine løsningsforslag til Holstebro Museum og Danmarks Fotomuseum.

En segmentbeskrivelse af den digitale generation Jeg har sammenfattet en segmentbeskrivelse af den digitale generation på baggrund af Don Tapscotts og Marc Prenskys karakteristik af den generation, der er opvokset med internet. Inspireret af Kulturministeriets segmentbeskrivelser, der bygger på forskellige typer af brugeres interesser og motivationer, har jeg valgt at knytte John Falk og Marilyn Hoods karakteristik af museumsbrugeres identitetsrelaterede motivationer til min segmentbeskrivelse af den digitale generation. Jeg har endvidere skitseret de kompetencekrav, der stilles til den digitale generation for at illustrere, at disse peger på mange af de samme egenskaber som teorierne om den digitale generation, samt om teorierne om Web 2.0. Her understreges ligeledes et krav om, at generationen skal kunne reflektere og relatere til andre gennem dialog og interaktion, og derfor er det vitalt, at generationen kan anvende de nye teknologier. I forlængelse heraf har jeg perspektiverende illustreret, hvordan informationsteknologierne er vigtige som læringsmidler, idet de repræsenterer helt nye måder at bearbejde og tilegne sig viden på, som er i overensstemmelse med de kompetencer, som det informationsteknologiske samfund stiller. Den digitale generation på museum 88 Jeg har gennem specialet udforsket de kommunikative relationer mellem museerne og den digitale generation med IKT som kommunikationsmiddel. Svaret på min problemformulering centrerer sig om et digitalt skel, hvor den digitale generation på den ene side har nogle forventninger til kommunikationen med museerne, som ikke stemmer overens med museerne, der på den anden side er grundigt forankrede i traditionelle kommunikationsmønstre. Udfordringen for museerne består i at slippe afsenderrollen og lade brugerne være medproducenter. Mine to cases er typiske for et stort udsnit af danske museumshjemmesider og som jeg har argumenteret for, kan de begge karakteriseres som brochuremuseer med en transmittativ kommunikationsform.