kvalitative interviews af

AF MARTIN BRANDT DJUPDRÆT, OVERINSPEKTØR, DEN GAMLE BY
Folk vælger museer fra, hvis de ikke har nogen at opleve dem sammen med. Men museer kan blive nye rum for sociale fællesskaber. Folks sociale liv har stor betydning i forhold til at bruge museet som en fritidsaktivitet. Det viser Slot- og Kulturstyrelsens undersøgelse om museernes ikke-brugere. I undersøgelsens kvantitative del er den tredje hyppigste årsag til ikke at besøge museer oftere, at ”jeg kender ingen, som vil med mig på museum”. Og når ikke-brugerne svarer på, hvad der kunne få dem til at besøge et museum er et af de hyppigste svar: ”At jeg har nogle at gå på museum sammen med”. Undersøgelsen består også af 15 kvalitative interviews af ikke-brugere med kortere uddannelser. I de interview fremhæver flere af dem også det sociale aspekt: ”Jeg synes, det er sjovt at tage på museum en gang imellem, men det kræver, at man har nogen at tage afsted med.” siger Charlotte på 37 år. Manglende social kontakt er også noget, Kim på 47 år fortæller om: ”Jeg vil sige, at det vil også hjælpe, hvis man havde nogen at tage sammen med, så man ikke følte sig alene”. Henning på 67 år siger: ”Jeg gider bare ikke tage på museum. Så meget interesserer det mig bare ikke – og slet ikke alene! Det skal være sammen med nogen, men alene det gider jeg ikke.” Henning gider bare ikke tage på museum – og dog, hvis han tog afsted sammen med nogen, kunne han måske godt prioritere det.

En anden af de interviewede, Cecilie på 22 år, vægter også det sociale: ”En god oplevelse er altid noget, som jeg deler med andre. På en eller anden måde får man et større udbytte, når man er sammen andre – det er bedre at være til koncert, i teatret eller på museum med nogen.” Museer er der, man er sammen Fra den nationale brugerundersøgelse ved vi, at museer er steder, der vælges, når man vil have oplevelser sammen med andre. Siden 2009 hvor undersøgelser er blevet påbegyndt har mellem 92% og 93% besøgt museerne sammen med andre. I 2018 besøgte 92% et museum sammen med andre. Men hvad så, når man ikke har nogle at tage på tur med? Hvis der er en barriere, er løsningen så at gøre museerne til mindre sociale steder? Nej, det tror jeg bestemt ikke. Der er formodentlig ikke nogle af dem, jeg citerer fra undersøgelsen, som ikke kunne tænke sig at lave en aktivitet med andre. Museernes skal i stedet arbejde endnu mere med deres sociale potentiale. Det kan ske ved at få flest mulige til at føle sig velkomne på museerne, og ved at museerne tage initiativer, som skaber nye sociale forbindelser. Nye besøgende skal føle sig velkomne ved, at deres oplevelse og dagsorden bliver prioriteres mindst ligeså højt som museets dagsorden om at fortælle bestemte historier. I forhold til det sociale aspekt ved besøget tror jeg, at hverken lavere pris eller andet indhold vil flytte mange besøgende, men derimod at man bliver budt velkommen eller inviteret ind på museet af nogen. Nina Simon beskriver i hendes bog The Art of Relevance, at museet skal tænke på, hvordan de kan hjælpe dem, der er museets outsiders til at blive insiders. En enkelt måde, det kan ske på, er ved at få en insiders til at invitere en outsider indenfor. Det kan for eksempel være ved at gøre det nemt og attraktivt for museets årskortindehavere eller andre af museets ”ambassadører” at invitere folk med på museumsbesøg. Noget andet, der er værd at arbejde med er initiativer, der bruger museers rum til at skabe eller styrke sociale sammenhænge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.