Kategori: Ikke kategoriseret

I marked har kun mænd som ove 40 år gammel, vises Facebooks marked anlayses stadigvæk 50.000 mandlig publikummer i trekantsområdet. Der giver mulighed at finde flere kunder. Specialøl vokser i danske ølmarked og det giver også mulighed at få flere kunder i fremadrettet. Virksomhed deltager i mange øl arrangementer som at udvise sin produkt og fange forskellige kunder.

I Fredericia kan man finde 8 stykker specialøl steder. Det er mange konkurrerende i lokale område. Når analyser man unik salg proposition, finder man alle konkurrerende og deres medier kanaler. Det samledes alle oplysninger om konkurrerende, regner vi hvad kan virksomheden gøre bedre og Hvad virksomheden svagheder og styrkepositioner.

FRISKE RÅVARER TIL VORES TAKE AWAY SUSHI
Hos Oriental ved vi, at de bedste råvarer giver den bedste sushi. Derfor udvælger vi alle vores råvarer, specialiteter og produkter ud fra vores kompromisløse krav om kvalitet, friskhed, sundhed og smag. Vi går aldrig på kompromis med hverken kvalitet eller håndværk.

Vores professionelle og engagerede kokke har mange års erfaring som sushikokke og videreudvikler konstant deres teknikker og færdigheder. Alt vores sushi og specialiteter bliver naturligvis lavet fra bunden i vores restauranter. På den måde er vores kunder altid sikret frisk, lækker og sublim take mad.
Ring til vores restaurant for at bestille din næste omgang take away.
Vi kan kontaktes på telefon eller via vores webshop.

Under fanen tilbud kan du se vores tilbuds menuer som vores egne kokke har sammensat for at give vores kunder en prisvenlig og lækker madoplevelse. Vores tilbuds menuer er selvfølgelig også tilgængelige som take away.

Danskerne er nysgerrige på øl. De vil gerne smage nye øl, og de kaster sig gerne over bryg fra nye bryggerier. Efter observation over specialøl marked, rapporten viser specialøl marked vokser hvert år. Der er mange undersøgelse viser at knap 10% specialøl sælges i Danmark.
Der er stor konkurrence at sælge specialøl til ølmarkedet. Men der er ikke så mange ung generation vælger specialøl pga. priskonkurrence og salgssted.

Markedet for specialøl voksede de to år imellem fra at udgøre 8,9 pct. af totalmarkedet til 9,1 pct., og trods pres på bundlinjerne har branchen mere i vente, lyder det fra Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald. “Vi har set estimater, der peger på, at specialmarkedet kan nå op på 20 til 30 pct. af totalmarkedet. Det tror vi bestemt er realistisk. Vi kan se på andre markeder, at forbruget bevæger sig mod netop specialøl, der også er drevet af økologiske og alkoholfrie øl,” siger han til avisen.

Med informationsappen ville vi skabe en app, som ville gøre det nemt for
brugeren at se aktiviteter og info omkring museet. Det ville fange flere unge,

som ofte ikke går på museum og rette op på tanken om at museer var gam-
meldags.

Denne app kunne videreudvikles og indeholde mange forskellige ting, som
kunne lokke folk til at tage på museum.

Skattejagten skulle være en app, som ville få folk til at komme godt rundt på
museet og lægge mærke til nogle flere ting. Det skulle være en skattejagt,
hvor man ved hver ting skulle svare på spørgsmål omkring det, man havde
fundet. Dette ville få folk til at læse hvad der stod på infotavlerne,
samt gøre det mere spændende for børn. Hvis man svarede rigtig kunne
man få point, som kunne bruges i souvinirshoppen.
Denne app kunne videreudvikles således, at når man kom hen til en post, så
kunne man bruge telefonen på den til der var fundet. Det kunne f.eks. være
at man kunne tage telefonen op foran en genstand og den via augmented
reality blev vagt til live.

Tanken bag det eventyrlige rum var, at skabe en oplevelse for brugeren af at

være med i et eventyr. Det skulle være således, at når man kom ind i rum-
met, så følte man, at man var i en anden verden – H.C. Andersens verden.

Både alle vægge og gulvet skulle der være projekteret film på. Det kunne
f.eks. være en scene fra Tommelise, gulvet ville være vand i bevælgelse og på

vandet var der åkander. Tog man sin telefon frem, vil man kunne se Tomme-
lise gå rundt inde i rummet vha. augmented reality.

Et museum i Tokyo har et rum som dette (se billede over). Tanken er, gøre
noget lignende – bare med H.C. Andersens eventyr.
Dette ville især også være interessant for personer, som normalt ikke tager
på museet, da dette vil være en oplevelse i sig selv. Dertil så vækkes eventyret
bogstaveligt talt til live og tager brugeren med i det.
Hvert halve år kunne der så lavet en scene fra en nyt eventyr og på den måde
få folk til at komme tilbage og gøre oplevelsen forskellig fra gang til gang.

IDE 3: Eventyrsrum
Dette var bestemt en low-fi prototype. Vi nøjes med at lave en film, som
viste hvad der skulle være på væggene. En senere protoype vil indeholde
flere elementer og skulle være mere teknisk, evt. med 3D eller AR, hvis det
er muligt at udvikle ud fra den viden der er på nuværende tidspunkt.
EXPERIMENTATION FEEDBACK
Feedback på prototyperne giver et indblik i hvad der er godt og hvad der
trænger til forbedring.

Gennem feedback blev den endelige idé udvalgt, så der kunne udvikles på den
endelige idé.
Gruppen har været meget fokuseret på teknik og hvad der var erfaring inden for,
så det var realistisk at lave selv.

Udfra feedback til midtvejspitchen stod ideen med video installation umiddel-
bart også stærkes. Ideerne med informationsapp og quiz/skattejagt app havde

underviserne set mange gange før, så gik man den vej skulle appen/konceptet
skiller sig ekstra meget ud.
Dertil virkede ideen med videoinstallationen også som den mest udviklede, den
ide, hvor hjertet mest var med i, da ideen blev picthet. Sidst men ikke mindst, så
kunne svarene fra survay’en også indikere, at en interaktiv videoinstallation er
noget brugerne ønsker.
Udvikling af de tre ideer til midtvejspitchen.

Der var nogle dage til at udvikle nogle low-fi prototyper som skulle vise koncep-
terne til midtvejspitchen. Tiden var knap, og ideerne var ikke nemme at komme

op med. I projektets begyndelse blev H.C. Andersen museet besøgt, og efter det

besøg, var særligt en Virtual Reality installation noget der vakte interessen. Imid-
lertid kunne der konstateres, at der ikke havde været nogle undervisninger inden

for dette område, usikkerheden ift. Teknologi, pris og tidsramme gjorde også, at
denne mulighed blev udelukket, selvom det uden tvivl havde været spændende
at gå den vej.
I stedet blev der taget udgangspunkt i, hvad der var blevet undervist i. Ideerne

omhandlede blandt andet, videoinstallation med stop motion/animation, vi-
deoinstallation som skulle foregå i mørklagt rum, den besøgende skulle føle ved-
kommende kom ind i H.C. Andersens eventyrlige univers. Udvikling af app blev

vurderet som den oplagte løsning, men måske også den lidt ”nemme” og uop-
findsomme løsning. Ikke desto mindre blev det alligevel besluttet, at udvikle to

prototyper som baserede sig på app-løsninger.
Begrundelsen for denne beslutning var, at der var blevet undervist i producering
af prototyper til apps, og dermed var der en vis erfaring og tryghed i at gå den vej.
Tidsrammen gjorde også tiden var knap til udvikling af prototyper, og derfor blev
det vurderet, at det var bedst at give sig i kast med nogle ideer på prototyper,

som rent faktisk også kunne nå at blive klar og udviklet tilstrækkeligt til midt-
vejs-picthen.

EVOLUTION
De næste skridt i udviklingen af konceptet.

Idéen med eventyrrummet blev valgt. Der er blev videreudviklet på proto-
typen ved at bruge nogle forskellige programmer til at visualisere, hvordan

rummet vil se ud.

Selv denne bedre udgave af prototypen er langt fra hvordan det endelig

produkt ville være. Fremadrettet vil der bruges feedback fra Hi-Fi prototy-
pen til evt. at lave en endnu bedre prototype, som vil kræve et mindre bud-
get og hjælp fra personer med vinden inden for at udvikle denne teknik.

Tankerne om at inkorporere AR vil være næste skridt i optimering af proto-
typen, det vil bogstaveligt talt vække fortællingen til live og være en ople-
velse, som virkelig skiller sig ud.

Tankerne ved prototypen, var at skabe noget i samme
stil, som den viste prototypen til midtvejspitchen.

Planen var, at videreudvikle og forbedre på den proto-
type, som var blevet vist frem til midtvejspitchen.

Prototype består af en video, som tager udgangspunkt
i et valgt H.C. Andersen eventyr. I videoen fremvises
stemningsfulde billeder, samt musik. Formålet er, at
sætte de nogle stemningsfulde rammer, der gør at
brugeren kan føle sig som en del af eventyret.

Måden de stemningsfulde billeder er lavet på, adskiller

sig fra billederne i den viste prototype til midtvejspit-
chen. I den nyere udgave af prototypen, bevæger bille-
derne sig, og skaber en 3-demissionelt lignende følelse.

Denne teknik, kaldet movingart, har der været works-
hop om tidligere på semesteret.

Overfladebehandling af udvendigt træværk Farvesætning af interiøret l farvesætning af interiøret er det som nævnt en god idé at benytte den samme klassiske farveskala som ovenfor nævnt, da det giver en smukt og ”klassisk” farveharmoni, hvortil kommer at ældre interiører faktisk er skabt til disse farver – og f.eks. ikke kun hvidt og hvidt. Interiør Farverne repræsenterer et noget større farvespekter, bl.a. indeholder de forskellige blandingsfarver: Dueblå, gammelrosa, vissengrøn og lys gul okker. Med farver og især smukke farvesammensætninger kan man skabe stemning og variation i rum og interiører. Hvidt spiller en vigtig rolle i dette sammenspil, for præsentationen af farverne på den flotteste vis. Hvidt i hvidt bliver udflydende og uden den samme karakter.

Overfladebehandling af indvendigt træ og Maling med limfarve på vægge og lofter. Bindemidlerne til en række heldækkende klassiske malematerialer: Linolie, rugmel, æg, celluloselim, kærnemælk, øl og tang. I forgrunden pigmenterne, der fysisk gør malingerne heldækkende.

I denne kode opererer man med to tal, før og efter en streg. Tallet før stregen angiver faren for indånding, primært i form af flygtige opløsningsmidler. Tallet efter bindestregen angiver faren ved hudkontakt, berøring af øjnene eller slibestøv, bl.a. fra ætsende, hudirriterende eller giftige stoffer. Jo højere tallet er, jo farligere er de indeholdte stoffer.

Generelt skal det også anbefales, at man lader malerarbejdet på ældre bygninger udføre af < professionelle malere, med dokumenterede erfaringer og < referencer indenfor den maleteknik, man har valgt. Gør-det-selv-maling er kun en fordel, hvis man selv er temmelig erfaren, fuldstændig sikker på, hvad man gør og håndværksmæssigt trænet. I det økonomiske regnestykke, man opstiller, bør der i hvert fald indregnes, hvor højt eller lavt, man sætter sin egen tid, ærgrelser og < dobbelt besvær med at gøre ting, der ikke har holdt, eller ser grimt ud.

Facadefarverne er ofte tonet med hvidt, først og fremmest ved blanding med hvidtekalk, hvorved der fremkommer en lysere kalk tonet eller pastelfarve-skala. Ved at benytte pigmentet kønrøg i kalk fås en kold gråskala og ved at benytte pigmentet jernoxidsort i kalk fås en varm gråskala. Ved farvesætning af facader bør man for det første benytte de ”klassiske” overfladebehandlings-produkter, hvidtekalk, kalkfarver, kalkvandslasering, silikatmaling eller ”materialernes egne farver”, for det andet den ”klassiske” jordfarveskala, som anført i ovenstående farvekort. Man er alligevel ikke helt frit stillet i sit farvevalg, idet der bør være en sammenhæng mellem facadens alder, stilart og arkitektoniske elementer og dens farvesætning. Derudover skal farverne harmonere med nabohusenes og omgivelsernes kulører.

Facadernes træværk Til facadernes træelementer har man benyttet den samme farveskala, blot udført som linoliemaling, lakfarver eller forskellige lim- og temperafarver. Det giver nogle mørkere, tungere og fortættede farver, som klæder de lette kalkfarver eller naturlige materialer farver på facadepladerne. Dybt mørkegrønne (portgrønne) porte og yderdøre, engelsk røde, gule, brune eller grå detaljer, indfatninger og vinduer. Hvide vinduer er faktisk mere eller mindre et fænomen, der først starter i forrige århundrede (1900-tallet). Før ca. 1890 var vinduernes ”facadefarver” grønne, røde, brune, gule, grå eller mørkeblå i meget mættede farver. Meget sjældent hvide, bortset fra træets ”grunding”/bundbehandling, der altid foretoges med blyhvidt. Indvendigt og i selve falsen kunne vinduerne dog ofte være hvide, men her sås også gule, grå eller brune farver.

Danske køkkenchefer taler ud om de danske anmeldere
Får anmelderen en bedre behandling end menigmand? Og hvor meget betyder anmeldelsen egentlig?

Anmelderbesøg. Christian Puglisi er køkkenchef på Relæ. Her gives der ikke ekstra vin til anmelderen.

PETER NICOLAI GUDME
I 2013 besluttede den amerikanske kritiker Pete Wells at fratage Daniel på Manhattans Upper East Side en stjerne i New York Times. Han havde hørt varierende udsagn om betjeningen i luksusrestauranten, som i årevis havde fået topkarakteren 4 stjerner i avisen.

En aften lavede han en stikprøve. Han spiste på restauranten, mens en kollega, der formodedes at være et mindre kendt ansigt end ham selv, indtog sin middag ved et nabobord. Wells fulgte med i behandlingen, som kollegaen modtog, og konkluderede, at hans egen var langt mere ærbødig. Blandt andet fik han både mere vin og en ekstra amuse-bouche.

Det er en oplagt tanke, at man fedter for kritikerne på mange restauranter rundt om i verden og ikke bare på Daniel.

Men passer det? Og hvordan opfatter køkkencheferne i det hele taget anmeldersituationen? Når anmeldelsen publiceres? Og hvordan reagerer de, når de midt under service finder ud af, at der er besøg fra pressen?

»Satans også, at jeg ikke spottede ham!«
»Det giver hjertebanken og præstationsangst«, siger Jim Feilberg fra restauranten Feilberg-Baun. Køkkenchefen, der åbnede sin første restaurant, Fiasco, i 1998, har altid haft en urolig fornemmelse efter et anmelderbesøg.

»Indtil anmeldelsen kommer på, sover jeg stort set ikke. Og ved jeg, at anmeldelsen kommer i næste dag, er jeg nødt til at drikke mig i hegnet aftenen inden«, siger han.

»For det er jo ens fremtid og karriere, ens liv, det gælder«.

I december 2012 fik Feilberg-Baun 3 hjerter af Politikens daværende madanmelder, Erik Barfoed, der havde været forbi at spise, uden at nogen blandt personalet havde bemærket, at han var anmelder.

»Jeg tænkte: Satans også, at jeg ikke spottede ham!«, siger Jim Feilberg.

Satans også, at jeg ikke spottede ham!
Jim Feilberg, køkkenchef hos Feilberg-Baun
Tilknappet kendis-blogger
Madbloggeren og journalisten Andy Hayler har spist på alle verdens trestjernede michelinrestauranter. Og han gør ikke noget for at være inkognito. Det gjorde han heller ikke i foråret 2013, da han bestilte bord til én på restauranten Relæ, så køkkenchef Christian Puglisi vidste godt, hvem de havde at gøre med.

Som altid med gæster, der spiser alene, installerede de ham i baren rundt om restaurantens åbne køkken med mulighed for at involvere sig og stille spørgsmål til de arbejdende kokke.

Mange enlige gæster er meget udadvendte og interesserede, men Andy Hayler er en lidt tilknappet mand.

»Han er meget britisk. Og old school. Meget afmålt. Der var intet initiativ til dialog. Der kunne vi godt mærke, at han ikke var helt oppe at køre«, siger Christian Puglisi, der bagefter blev overrasket over, hvor positiv Andy Haylers anmeldelse faktisk var, selv om han ikke gav Relæ topkarakter.

Midnat på Rådhuspladsen
Bo Jacobsen har drevet Restaurationen sammen med sin kone, Lisbeth Jacobsen, i over 20 år. Hans puls slår ikke hurtigere, selv om han ved, at en repræsentant for pressen sidder i deres restaurant.

»Vi har altid lagt meget arbejde i at lave den mad, vi selv gerne ville spise. Det har gjort, at der er en vis ro over den måde, vi driver vores forretning på. Dermed ikke sagt, at vi ikke vil have en god anmeldelse. Gu’ vil vi da så!«, siger restauratøren, der godt kan huske første gang, han blev anmeldt. Han var køkkenchef på Kommandanten, og Politikens Lilian Kaufmann havde dengang været på besøg.

»Der var jeg skide spændt«, siger Bo Jacobsen, der kørte ind til Rådhuspladsen og købte avisen ved midnat, den dag anmeldelsen kom på, og konstaterede, at Kaufmann gav det maksimale antal kokkehuer.

»Ville ønske, jeg selv havde været der«
Gourmetkøkkenet Ova Nova opnåede ikke maksimum, men fik dog 4 ud af 6 hjerter af Politikens Joakim Grundahl i november 2013. Køkkenchefen, Thomas Poulsen, var ikke selv på arbejde den pågældende aften.

»Det ærgrede mig. Jeg vidste, at det var en kok og en elev, der havde været på, og ville ønske, jeg selv havde været der«, siger Thomas Poulsen, der bagefter kunne læse sig til, at anmelderen blandt andet havde fået friteret grønkål som garniture til hovedretten.

»Der tænker jeg: Hold kæft, du er et ungt menneske, hvordan kan du finde på det, kok? Det er sådan noget, vi gjorde tilbage i 1980’erne«, siger Thomas Poulsen, der har været køkkenchef på 16 restauranter, siden han blev udlært på Søllerød Kro under Michel Michaud.

Anmelderne skal ikke have mere i glasset
Thomas Poulsen kan godt huske de unge kokkeår og beskriver, at det dengang var normalt i branchen, hvis man genkendte en anmelder, at »give dobbelt så meget og ændre i vinmenuen for at finde nogle vine, der sad lige i skabet«. Det kunne han ikke finde på i dag. Som han siger:

»De gæster, der læser en anmeldelse, skal jo helst selv have den samme gode oplevelse«.

Christian Puglisi fra Relæ kender godt til forestillingen om, at anmelderne får en hel masse ekstra i glasset og på tallerkenen.

»Men det er jeg radikalt modstander af«, siger han.

»Kommer der en kok, jeg kender eller har respekt for af en eller anden grund, giver jeg ham masser af ekstra vin, hvis jeg har lyst til det. Det samme med min svigermor. Det er helt almindelig menneskelig opførsel. Men har jeg folk, jeg ved skal bedømme mig i en professionel sammenhæng, får de intet ekstra. Det er et integritetsspørgsmål. Det sætter mig i en dårlig situation, og det sætter måske også dem i en dårlig situation«.

Bo Jacobsen fortæller, at et anmelderbord på Restaurationen får fuld koncentration, men mener også, at det er begrænset, hvor meget forskel man kan gøre, når anmelderen først sidder der.

»Man kan jo ikke lave om på grundsubstansen på det tidspunkt. Saucerne er jo kogt«, siger han.

Billeder af anmelderne i køkkenet
Jim Feilberg derimod vil gerne give et par eksempler på, hvordan man kan være ekstra omhyggelig med en anmelders servering.

»Selvfølgelig er vi en smule mere opmærksomme på, at de her jomfruhummere er stegt perfekt, eller man finder et stykke kød, der er en lille smule mere fedtmarmoreret. Det er det, vi gør ud af det. Vi giver dem ikke gratis vin«, siger køkkenchefen hos Feilberg-Baun.

Han har efter Erik Barfoeds besøg printet billeder ud af anmelderne på de store københavnske dagblade og bedt tjenerne give ham et praj, hvis en af dem dukker op.

Ville være mere retfærdigt med et bredere panel
Men ideelt set mener han, at anmelderne burde være anonyme, så ingen forskelsbehandling overhovedet kan komme på tale.

Han forestiller sig, at hver avis brugte et bredere panel af ukendte prøvesmagere – ligesom hos Michelin eller White Guide. Så kunne journalisterne sammenskrive deres bedømmelser til noget læseværdigt.

»Det ville være 10 gange mere retfærdigt, end at vi har en klynge på fem madanmeldere, der styrer hele restaurationsbranchen«.

Konceptet skal være bæredygtigt i sig selv
Relæs Christian Puglisi har det fint med at vide, når anmelderen sidder der.

»Det gør én skarpere at have folk i restauranten, som man ved er mere opmærksomme på det, man laver. Man er helt oppe på dupperne, og det smitter af på al den mad, man laver. Den energi kommer alle gæster til gode«, siger Christian Puglisi.

Samtidig nedtoner han selve betydningen af en god anmeldelse.

»Et halvt år frem giver det gæster i restauranten. Men hvad så bagefter? Dit koncept skal være bæredygtigt i sig selv. Der er mange ting, der skal hænge ordentligt sammen, for at du får succes. Maden du laver; omgivelserne, du gør det i; prisen, du tager; og råvaren, du giver. Der er så mange niveauer i det, som en anmelder simpelthen ikke formår at gennemskue på én middag«.

Køkkenchef ønsker dialog
Hos Ova Nova er køkkenchefen godt tilfreds med bedømmelsen, Politiken gav efter en middag på stedet.

Men han er også nysgerrig efter at vide, om det var den friterede kål på hovedretten, der afgjorde karakteren. Thomas Poulsen synes, at en anmeldelse burde udløse en dialog mellem køkken og kritiker, som kunne hjælpe restauranten til at nå det niveau, de sigter efter:

»De skal skrive, hvad de vil. Men jeg synes, det kunne være rigtig fint, at anmelderen ringede og sagde: »Jeg har skrevet det og det, fordi …«.